Brøndby-chef vil holde fast på truppen i vintervinduet
Benjamin Schmedes ser potentiale i Brøndbys nuværende trup og holder helst på de bedste spillere nu og her.
Brøndbys nye fodbolddirektør, Benjamin Schmedes, har fået et godt indtryk af den trup, der lige nu er til rådighed, før det går løs i forårssæsonen.- Jeg har haft lejlighed til at se vores trup an. Jeg er glad for truppen. Der er masser af kvalitet i den, og der er også potentiale i den, som kan trækkes ud allerede i anden halvdel af sæsonen, siger Benjamin Schmedes.
Som udgangspunkt ønsker han at holde sammen på truppen.
- Vi ønsker at have et stærkt hold, hvilket betyder, at vi ønsker at holde fast på vores bedste spillere, da vi ønsker at være en succes ved sæsonens afslutning og derefter.
- Men man kan ikke altid kontrollere, hvor meget der sker, da man ikke ved, hvilke tilbud der kommer ind. Det er tidligt i vinduet, så det vil ikke være seriøst at give et bud på antallet af aktiviteter, siger Schmedes.
Fodbolddirektøren tiltrådte 1. januar og blev kastet direkte for løverne i transfervinduet, efter at Scott McLachlan har vikarieret de seneste måneder.
- Skulle man finde et ideelt tidspunkt, havde man måske timet det anderledes, men i fodbold findes der ikke ideel timing. Man må få det bedste ud af det. Jeg ser det ikke som et problem, jeg vil hellere tænke på muligheder.
- Lige nu har jeg samtaler med Scott og får overleveret nogle ting, der allerede var forberedt, da han var midlertidig fodbolddirektør i nogle måneder. Jeg er snart inde i arbejdet på 200 procent, siger Schmedes.
Transfervinduet lukker 3. februar i Danmark. 11 dage senere tager Brøndby hul på forårssæsonen hjemme mod Viborg.
Efter 17 runder ligger Brøndby nummer fem med seks point op til førerholdene FC København og FC Midtjylland.
/ritzau/