Det afgøres i sidste runde, om West Ham eller Tottenham rykker ned, efter sidstnævnte tabte 1-2 til Chelsea.
Helt ind i sidste spillerunde kommer nedrykning til at spøge i Tottenham, der dog stadig selv kan sikre overlevelse i Premier League.Tirsdag aften havde holdet den første mulighed for matematisk at sikre overlevelse med en sejr på Stamford Bridge, men Chelsea vandt opgøret 2-1.
West Ham under nedrykningsstregen kan derfor stadig nå at bytte plads med Tottenham i sidste spillerunde. To point adskiller de to klubber, men Tottenham kan drage fordel af en væsentligt bedre målscore.
I sidste runde tager Tottenham imod Everton, mens West Ham møder Leeds.
De seneste uger har det lugtet af, at Tottenham ville ende med at klare skærene. Den forholdsvis nye træner Roberto De Zerbi har fået bedre skik på tropperne, og før mødet med Chelsea var det blevet til otte point i de fire kampe forinden.
I kampens indledning på Stamford Bridge var det da også Tottenham, der først var tæt på at bringe sig på tavlen.
Pedro Porro sendte et indlæg i panden på Mathys Tel, men en god refleks fra Chelsea-keeper Robert Sánchez afværgede hovedstødet.
Det var en start, hvor også Chelsea havde flere gode bud. Cole Palmer forsøgte sig blandt andet fra distancen, men Antonín Kinský i målet var på plads.
Det var keeperen dog ikke få minutter senere, da Enzo Fernández sparkede værterne i front. Kinský må ærgre sig over, at han ikke gjorde mere ved det.
Chelsea fortsatte de gode takter, og efter en halv time var det tæt ved, at føringen blev fordoblet, men et frispark tog oversiden af overliggeren.
Efter en levende første halv time faldt der mere ro på.
Tottenham lavede forholdsvis mange fejl på bolden, og halvvejs i anden halvleg blev svage defensive markeringer straffet.
Første halvlegs målscorer, Enzo Fernández, serverede efter et indlæg bolden på et sølvfad for Andrey Santos, der fra nært hold øgede til 2-0.
Kort efter fik Tottenham dog en tiltrængt vitaminindsprøjtning, da Richarlison honorerede en fornem detalje med hælen fra holdkammerat Pape Matar Sarr og reducerede.
Tottenham bankede i slutminutterne kraft på for en udligning, der reelt ville sikre overlevelse.
Men den kom ikke, og derfor skal storklubben Tottenham helt ned til sidste runde for at sikre overlevelse i Premier League.
/ritzau/