Løkke efter VLAK-forslag: Vi skulle være med i regeringen

19. MAJ 2026 • 21:50ERHVERV/POLITIK

Moderaternes formand ser frem til at holde afgørende møde med kongelig undersøger Troels Lund Poulsen (V).

Et spændende møde. Sådan karakteriserer Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, det forhandlingsmøde, som han tirsdag aften er på vej ind til hos kongelig undersøger Troels Lund Poulsen (V) på Hotel Scandic Spectrum i København.

Her vil Lars Løkke Rasmussen forsøge at få svar på, hvorfor Troels Lund Poulsen tidligere tirsdag meldte ud, at han - stik imod Moderaternes ønske - vil gå efter at danne en blå mindretalsregering med Venstre, De Konservative og Liberal Alliance.

- Vi er ikke gået til valg på en blå regering eller en rød regering. Vi er gået til valg på en regering hen over midten, det tror jeg, alle danskere ved, siger Lars Løkke Rasmussen før mødet.

- Vi udnævnte heller ikke Troels Lund Poulsen som kongelig undersøger med henblik på at lave et forslag til en regering, hvor vi ikke selv skulle være med, siger han.

Moderaterne fik 14 mandater ved folketingsvalget 24. marts og har de afgørende mandater i Folketinget i forhold til regeringsdannelsen.

I første omgang valgte Lars Løkke Rasmussen at pege på sig selv som kongelig undersøger, hvilket betød, at der var flere mandater bag fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) i den rolle end bag Troels Lund Poulsen.

Efter omkring seks ugers forhandlinger valgte Lars Løkke Rasmussen at trække stikket på Mette Frederiksen og i stedet pege på Troels Lund Poulsen som den, der skulle lede regeringsforhandlingerne.

Moderaterne pegede på Troels Lund Poulsen "med henblik på at forhandle det politiske grundlag for dannelsen af en regering hen over Folketingets midte, der kan føre en balanceret reformpolitik og bringe Danmark videre i en udfordret tid – herunder afklare hvem der skal lede en sådan regering".

Men Venstre-formanden er altså endt med at foreslå en helt anden regeringskonstellation - en helt blå regering - end den, som Lars Løkke Rasmussen lagde op til.

Venstre, De Konservative og Liberal Alliance har forsøgt at lokke Lars Løkke Rasmussen med ikke bare sød musik, men massive politiske indrømmelser.

Det skal gøre en VLAK-regering spiselig for ham, selv om Moderaterne altså ikke selv skal sidde med i den.

Lokkemaden består blandt andet af en afskaffelse af mellemskatten, lavere selskabsskat og en lav elafgift.

En VLAK-regering vil også levere på dyrevelfærd og blandt andet lave en akutpakke for dyrevelfærden i de danske grisestalde og tage initiativ til den grisefirepart, som Moderaterne foreslog i valgkampen.

Selv Dansk Folkeparti - der har erklæret Moderaterne som deres hovedmodstander - har meldt sig parat til at sluge en uændret udviklingsbistand, at gennemføre Danmarks klimamål og at holde Danmark inden for de internationale konventioner.

Alt sammen, hvis bare Lars Løkke Rasmussen vil bakke op om VLAK-regeringen.

Men Moderaternes formand er ikke overbevist om, at musketéreden holder hele bordet rundt blandt de blå partier.

- Hvor konsolideret er det her?

- Jeg hørte Inger Støjberg (Danmarksdemokraternes formand, red.) på vej ud (fra forhandlinger, red.) snakke om store bededag og koranlov og alt muligt. Så vi er meget spændte på at høre det her, siger Lars Løkke Rasmussen før forhandlingerne.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT