Fodboldtræner Jess Thorup er blevet ramt af et ildebefindende og er nu på hospitalet i Egypten.
Den danske fodboldtræner Jess Thorup er indlagt på et hospital, efter at han er blevet ramt af et pludseligt helbredsproblem.Det skriver hans egyptiske klub, Al Ahly, på sin hjemmeside mandag middag.
Ifølge klubbens læge Ahmed Gaballah er Jess Thorups tilstand stabil, og han gennemgår nu forskellige omfattende undersøgelser.
Det beskrives ikke, hvad helbredsproblemet konkret drejer sig om.
Jess Thorup har været træner i Al Ahly siden oktober sidste år. Siden da har han stået i spidsen for klubben i 35 kampe.
Han stod i spidsen for holdet, da klubben i november vandt den egyptiske Super Cup.
Han overtog jobbet i Egypten, efter at han havde været i den tyske klub Augsburg fra efteråret 2023 til foråret 2025.
Tidligere har Jess Thorup stået i spidsen for blandt andet FC København og FC Midtjylland. Som træner har han to danske mesterskaber under bæltet.
Med en kamp tilbage er det egyptiske mesterskab fortsat inden for rækkevidde i denne sæson. Det kræver, at Al Ahly vinder sin sidste kamp, og at andre resultater flasker sig til klubbens fordel.
Den sidste kamp bliver spillet onsdag.
/ritzau/