Topsprinter ser stor fremtid for dansker: En komplet rytter
Sygemeldte Fabio Jakobsen ser et stort lys i sin danske holdkammerat Tobias Lund Andresen.
I en ideel verden skulle Fabio Jakobsen lige nu okse rundt på de franske landeveje og forsøge at vinde massespurter i Tour de France.Men den rutinerede hollænder er sygemeldt på ubestemt tid med dårligt blodomløb i benene og må derfor se yngre holdkammerater forsøge sig i den metier, hvor han selv har været en af verdens bedste.
En af afløserne er danske Tobias Lund Andresen, som Fabio Jakobsen ser et stort lys i.
- I mine øjne er han en ret komplet rytter, der kan mange forskellige ting. Han er sprinter, men ikke for tung, så han kan gøre sig gældende i mange forskellige typer af løb og i mange terræner.
- Jeg hepper på ham her i Touren, og jeg ser en stor fremtid for ham, siger Fabio Jakobsen til Ritzau under et besøg i Tour de France-området.
Hollænderen hilste på folkene omkring holdet og var et smut inde i holdbussen før starten på en etape.
Men det var ikke for at dele ud af sine erfaringer til den unge dansker, der i Touren har roller som både leadoutman og sprinter
- Nej, egentlig ikke. Han skal bare slappe af og køre, som han plejer. Han er selvfølgelig oppe imod hårde konkurrenter. Men jeg er overbevist om, at holdet lægger en god plan for ham, siger Fabio Jakobsen.
Den nu 28-årige hollænder har deltaget i Tour de France tre gange og vandt en etape i Nyborg, da løbet startede i Danmark i 2022.
Han har været ukampdygtig siden marts, og det er endnu usikkert, hvornår han er i stand til at genoptage sit arbejde.
- Det er selvfølgelig lidt frustrerende. Men jeg har kørt det her løb de sidste tre år, så lige nu forsøger jeg at nyde at se det som tilskuer, siger Fabio Jakobsen.
/ritzau/