Tomt lager: OL-arrangører lover flere kondomer til atleter

15. FEB 2026 • 06:04SPORT

Arrangører havde stillet omtrent tre kondomer per atlet til rådighed under hele OL, men det var ikke nok.

På valentinsdag lørdag lovede arrangørerne bag OL i Milano i Italien et nyt lager af gratis kondomer i atletlandsbyerne, efter at forsyningerne var sluppet op.

Det oplyste den nationale olympiske komité i Italien nyhedsbureauet Associated Press (AP) i en udtalelse lørdag.

- Vi kan bekræfte, at kondomforsyningerne i de olympiske landsbyer midlertidigt var sluppet op på grund af en højere efterspørgsel end forventet.

- Yderligere forsyninger leveres og vil blive distribueret i alle landsbyer mellem lørdag og mandag, lød det.

Arrangørerne har i årtier leveret kondomer til de olympiske atleter - til stor fascination for verden.

- Jeg tror, at 10.000 kondomer er blevet brugt til 2800 atleter - man kan jo regne resten ud, som man siger, lød det fra Mark Adams, der er talsmand for Den Internationale Olympiske Komité, lørdag.

Det svarer til omkring tre kondomer per atlet.

Allerede fredag skrev den italienske avis La Stampa ifølge flere medier, at kondomerne var sluppet op på rekordtid - blot tre dage.

- Forsyningerne slap op på blot tre dage, sagde en anonym atlet til avisen.

- De lovede os, at der ville komme flere, men hvem ved hvornår.

Det fremgår ikke, hvornår kondomerne slap op. Vinter-OL begyndte den 6. februar.

Under de olympiske lege i Paris i sommeren 2024 blev der leveret 300.000 kondomer til omkring 10.500 atleter, skriver AP.

Det er en tradition, at de olympiske atleter tager kondomer med hjem som en form for gave til venner, siger den alpine skiløber Mialitiana Clerc fra Madagaskar til AP.

- Jeg er ikke så chokeret. Jeg så det allerede i Beijing, siger Clerc, der også repræsenterede Madagaskar ved vinter-OL i Kina i 2022.

- Der var nogle kasser med en masse kondomer ved indgangen til hver bygning, hvor vi boede i landsbyen.

Hver dag var alle kondomerne væk, siger hun.

I sidste uge insisterede guvernøren i den italienske region Lombardiet, Attilio Fontana, på, at emnet ikke skulle gøre nogen pinligt berørte.

Han sagde ifølge The Guardian, at arrangørerne bag OL begyndte at dele gratis kondomer ud ved OL i Seoul i Sydkorea i 1988. Det skulle gøre unge mennesker opmærksomme på forebyggelse af seksuelt overførte sygdomme.

- Ja, vi giver gratis kondomer til atleter i den olympiske landsby, lød det fra Fontana i et opslag på sociale medier.

- Hvis det virker mærkeligt for nogle, er det, fordi de ikke kender den etablerede olympiske praksis.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT