Golfkommentator øjner nye milepæle: Bylden skal trykkes

18. NOV 2024 • 08:30SPORT

Danmark får i 2025 sin første vinder på PGA Touren, spår Andreas Hartø, men opfordrer også til tålmodighed.

- Med fire lodder i puljen vil det undre mig, hvis ikke vi får den første danske sejr nogensinde på PGA Touren næste år.

Andreas Hartø, der er tidligere DP World Tour-spiller og nu ekspertkommentator på Discovery samt medvært på podcasten Golf Showet, lægger hovedet på blokken.

Nicolai og Rasmus Højgaard samt Thorbjørn Olesen og Niklas Nørgaard Møller er i 2025 alle udstyret med et kort til verdens stærkeste golftour, og den rekordstore delegation giver markante forventninger.

- Jeg dækker PGA Touren som kommentator, så jeg er selvfølgelig uhyggelig glad. Vi har lidt manglet en danskerkoloni på PGA Touren, og jeg er sikker på, at de kommer til at hjælpe og presse hinanden fremad.

- Det er ikke længe siden, at det ikke så specielt fantastisk ud for dansk herregolf, så det er helt vildt med fire danskere på den bedste tour. Og jeg er endda ret sikker på, at vi ikke har set toppen endnu, siger Andreas Hartø.

Rasmus Højgaard missede i 2023 akkurat en billet til PGA Touren, mens Nicolai Højgaard sammen med Thorbjørn Olesen tog til USA.

Nu skal alle tre samt Nørgaard Møller afsted, og Hartø ser mængden som en af nøglerne til yderligere dansk succes.

- Min fornemmelse er helt sikkert, at én af dem kan trykke hul på bylden. Så bliver de andre inspireret og tænker: "Hvis han kan, kan jeg også". Det er et meget sundt sted at være for dem og for dansk golf.

Thomas Bjørn har fem andenpladser i PGA-regi, men ellers har det været småt med danske højdepunkter på det allerhøjeste niveau gennem årene.

Men i de senere år har den danske bredde vokset, og det ligner efterhånden et spørgsmål om tid, inden der også bliver lavet topresultater i USA.

Andreas Hartø sætter gerne barren højt. Men han minder også om, at der trods alt er kun er fire majorturneringer om året, og konkurrencen er benhård i en sport, hvor der varieres en del mere mellem vinderne fra uge til uge end i for eksempel tennis og badminton.

- En PGA-sejr vil være historisk og kæmpestort, men det vil en top-5 eller top-3 i en major altså også være. Folk spørger mig tit, om danskerne ikke snart skal videre og vinde flere og større turneringer.

- Men jeg går langt for at minde folk om, at vi skal huske at nyde det, vi har. Det næste skridt er store resultater i majors, og topniveauet er uden tvivl godt nok til at være med. Det har de alle fire og andre for den sags skyld vist.

- Jeg kan ikke sige, at den første danske majorsejr kommer inden for de næste to år. Det er der alt for mange om buddet, og alt for mange tilfældigheder i spillet til at kunne sige. Men hvis en af dem rammer den helt rigtige uge, så vinder han. Alene det er ret vildt at kunne sige, siger Hartø.

Presset til at fremhæve det bedste danske vinderbud lander Discovery-eksperten på Rasmus Højgaard, der i 2024 har vundet Irish Open, søndag blev nummer to i sæsonfinalen og nummer to på sæsonranglisten på DP World Tour.

- Nicolai og Rasmus er skiftet til at have et virkelig stærkt år, så det kan godt være, at Nicolai er bedst næste år. Men med de fremskridt, som Rasmus har taget, og de resultater, han har lavet, tror jeg, han kan brage igennem.

- Min fornemmelse er i hvert fald, at der står Højgaard ud for det bedste danske golfresultat i 2025.

Med kvartetten i USA i meget af næste år mangler umiddelbart de danske profiler, der kan holde sejrsstimen på DP World Tour - Danmark har mindst én sejr om året i de seneste 20 år - i live.

Men de næste er på vej, forsikrer Hartø.

25-årige Rasmus Neergaard-Petersen og 26-årige Hamish Brown er med henholdsvis tre og to sejre på Challenge Tour braget frem op på DP World Tour, hvor også Jeff Winther, The Amateur Championship-vinderen Jacob Skov Olesen og Lucas Bjerregaard blandt andre gør sig efter nytår.

- Neergaard-Petersen dominerede helt vildt på Challenge Touren og er nok den næste i rækken. Men det ser generelt godt ud, og det vil undre mig, hvis ikke vi får flere danske sejre på DP World Tour, selv om de fire PGA-spillere er væk meget af sæsonen, siger Andreas Hartø.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT