Thomas Frank mærker fuld opbakning trods bølgedal

11. JAN 2026 • 08:36SPORT

Tottenham har blot vundet en af sine seneste syv kampe, men Thomas Frank føler sig ikke fyringstruet.

Tottenhams dårlige resultater har ikke udmøntet sig i vaklende tillid fra ledelsen til Thomas Frank.

Det siger den danske fodboldtræner, efter at London-klubben lørdag tabte 1-2 til Aston Villa i FA Cuppen og forlængede den sløje stime.

Tottenham har blot vundet en af sine seneste syv kampe på tværs af alle turneringer, men Frank føler sig støttet.

- Jeg mærker fuld opbakning. Det er der ingen tvivl om. Selvfølgelig er vi skuffede over resultatet og det faktum, at vi ikke leverer bedre resultater, siger han ifølge AFP.

Tottenham er ude af både FA Cup og Liga Cup.

I Premier League er holdet raslet ned som nummer 14, mens Franks mandskab i Champions League ligger på 11.-pladsen efter de seks første kampe.

Frank har flere gange peget på, at udbyttet også var svagt i hans første perioder i Brøndby og Brentford, men at resultaterne dengang vendte.

Tottenhams næste opgave er mod West Ham på hjemmebane, hvor holdet denne sæson har været fjerdedårligst i Premier League.

- Vi er nødt til at sætte bedre præstationer sammen og blive ved med at rykke os fremad, siger den 52-årige dansker.

Thomas Frank blev i sommer købt fri af sin kontrakt i Brentford.

I Tottenham fik han en aftale, der strækker sig frem til sommeren 2028.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT