Snefygning og muligt isslag kan give problemer i trafikken mandag
På ugens første dag kan bilisterne blive udfordret af snefygning og glatte veje forårsaget af isslag.
Mandag kan blive endnu en udfordrende dag i trafikken med snefygning og muligt isslag om eftermiddagen.Det er meldingen fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) søndag eftermiddag.
- Trafikmæssigt kan mandag blive en meget problemfyldt dag, siger vagthavende meteorolog Hans Peter Wandler.
DMI har varslet snefygning i den nordlige del af Jylland og risiko for snefygning i de øvrige dele af det jyske.
I den vestlige og den sydlige del af Jylland kan der en overgang falde isslag, der kan give særdeles glatte veje.
- Kombinationen af snefygning og isslag kan blive ganske udfordrende, siger Hans Peter Wandler.
Det er et frontsystem, der ligger vest for Danmark, som bevæger sig ind over landet i natte- og morgentimerne.
Fronten sender sne ind over landet og breder sig langsomt østover.
Sneen kan om eftermiddagen eller aftenen stedvist gå over i isslag.
- Til at starte med vil det nok være de vestlige og sydlige dele af Jylland, men måske også til dels Fyn, der kan blive ramt, siger Hans Peter Wandler.
Frontsystemet bringer mildere temperaturer med sig, men kan altså samtidig forvandle sneen til isslag, som kan give ekstremt glatte veje.
Endnu har DMI ikke varslet for isslag, da man fortsat afventer nærmere beregninger.
Isslag opstår, når underafkølet regn falder gennem et koldt luftlag, som det der har præget Danmark den seneste tid.
Den underafkølede regn fryser øjeblikkeligt til is på kolde overflader som veje og fortove.
Det sker ofte i forbindelse med, at en varmefront trækker ind over landet.
Mildningen betyder, at der fra tirsdag igen vil være temperaturer lidt over frysepunktet i dagtimerne.
Om natten vil temperaturen være lige omkring eller lidt over frysepunktet.
Det står i kontrast til den seneste tid, hvor temperaturen i store dele af landet ikke har været over frysepunktet hverken nat eller dag.
Søndag morgen blev der målt 19,4 frostgrader i Isenvad i Midtjylland. Det er det koldeste i fem år, har DMI oplyst.
/ritzau/
