Hollywood-ejet klub slår Premier League-hold ud af FA Cup
Wrexham er rykket op tre år i træk og ligger i den næstbedste række. Nu er de videre i engelsk pokalturnering.
Den wallisiske fodboldklub Wrexham, der er ejet af Hollywood-stjernerne Ryan Reynolds og Rob McElhenney, gik fredag aften videre til fjerde runde af FA Cup.Premier League-klubben Nottingham Forest blev besejret i straffesparkskonkurrence, efter at kampen endte 3-3 i ordinær spilletid.
Det er første gang i 26 år, at Wrexham eliminerer et Premier League-hold i den engelske pokalturnering, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Wrexham-målmand Arthur Okonkwo blev helten for hjemmeholdet, da han reddede det femte straffespark fra Nottingham Forest.
Kampen så i anden halvleg ikke ud til at skulle afgøres fra 11-meter-pletten. Wrexham førte 2-0 ved pausen og kom foran 3-1 efter 74 minutters spil.
Men to mål inden for godt 10 minutter fra Nottingham Forest-kantspilleren Callum Hudson-Odoi sendte kampen ud i forlænget spilletid og til sidst straffesparkskonkurrence.
Wrexham er en af de ældste fodboldklubber i verden.
"Deadpool"-stjernen Ryan Reynolds gik sammen med skuespillerkollegaen Rob McElhenney ind i Wrexham i 2020.
Dengang lå klubben i den femtebedste række, men holdet har taget elevatoren direkte op i Championship på næstøverste niveau. De er rykket op tre år i træk. Målet er en plads i Premier League.
Den opsigtsvækkende opstigning er blevet dokumenteret i Netflix-serien "Welcome to Wrexham", der har været med til at styrke interessen for klubben betydeligt og gjort klubben verdenskendt.
Wrexhams cheftræner, Phil Parkinson, er begejstret over, at Ryan Reynolds så med på tilskuerrækkerne under fredagens FA Cup-opgør mod Nottingham Forest.
- Jeg talte med ham inden kampen, og det var fantastisk at se ham her med sin familie, siger Phil Parkinson ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Jeg tror, Ryans mor var her i aften (fredag aften, red.), hvilket var første gang. Så det er virkelig specielt, og jeg håber, de har nydt aftenen, tilføjer han.
/ritzau/
