Ny fodboldregel åbner for rødt kort for at tildække munden

29. APR 2026 • 03:10SPORT

Fodboldmyndighed har godkendt regler, der giver dommere øgede muligheder for at udvise spillere og trænere.

Fodboldspillere risikerer fremover at blive udvist, hvis de dækker munden, når de taler med modspillere.

Reglen blev tirsdag vedtaget af The International Football Association Board (Ifab) på et møde i den canadiske by Vancouver.

Ifab er den myndighed, der står for at lave reglerne i fodboldverdenen.

Der blev vedtaget to regelændringer på mødet. Som noget nyt risikerer spillere, trænere eller stabsmedlemmer, der forlader banen i protest mod en dommerafgørelse, også at blive udvist.

Gianni Infantino, der er præsident for Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), skriver på det sociale medie Instagram, at Fifa har presset på for at få vedtaget ændringerne.

- Jeg takker alle interessenter for jeres tid, værdifulde input og for at være på linje i disse vigtige spørgsmål, som er blevet håndteret i en høringsproces ledet af Fifa, skriver Infantino.

De nye regler træder officielt i kraft midt under sommerens VM på herresiden, men Fifa-præsidenten skriver, at dommerne vil benytte reglerne under hele slutrunden.

VM afvikles i Mexico, Canada og USA fra 11. juni til 19. juli.

- Ændringerne vil blive implementeret ved det kommende VM 2026, og alle andre turneringsarrangører vil selv kunne beslutte, om de vil indføre ændringerne, inden de træder i kraft 1. juli, skriver Infantino.

Reglen, der giver dommere mulighed for at give et rødt kort til spillere, som dækker munden, kommer efter en kontroversiel sag i en Champions League-kamp mellem Real Madrid og Benfica.

I et opgør i februar blev Benfica-spilleren Gianluca Prestianni beskyldt for at komme med racistiske kommentarer til Real Madrid-stjernen Vinícius Júnior.

Prestianni, der dækkede sin mund med sin trøje, afviste, men blev senere idømt seks spilledages karantæne af disciplinærkomitéen i Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa). Tre af dagene var gjort betingede.

Den anden regelændring omkring spillere og trænere, der risikerer at få rødt kort, hvis de forlader banen i protest mod en dommerafgørelse, kommer efter en hændelse ved dette års Africa Cup of Nations (AFCON).

I AFCON-finalen mellem Marokko og Senegal udvandrede de senegalesiske spillere banen, efter at Marokko var blevet tildelt et straffespark.

Kampen blev lidt senere genoptaget, hvor Senegal sikrede sig sejren. Senere er Senegal blevet frataget titlen af Det Afrikanske Fodboldforbund. Sagen er blevet appelleret til Den Internationale Sportsdomstol, CAS.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

29. APR 2026 • 04:00UDLAND
Naturbrande sætter rekord i Europa
FÅ ABONNEMENT