Riemer lover spilletid til debutanter i to testkampe

2. JUN 2026 • 20:00SPORT

Der vil komme debutanter på banen for det danske fodboldlandshold i testkampene mod DR Congo og Ukraine.

Efter en times forsinkelse på grund af en strejke blandt belgiske flyveledere ankom landstræner Brian Riemer og forsvarsspilleren Andreas Christensen tirsdag aften til pressemødet i Liège i godt humør.

Danmark skal onsdag aften spille mod DR Congo i en testkamp i belgiske Liège, og presserummet var fyldt til bristepunktet under congolesernes pressemøde, der endte med at blive afholdt før det danske.

DR Congo skal i modsætning til Danmark deltage ved VM, og det gennemsyrede presseseancerne. Rummet blev forvandlet fra stuvende fyldt til et hav af tomme stole.

For da Riemer og Christensen overtog podiet, var der ikke mange tilbage i rummet ud over de danske journalister.

- Vi er glade for at være ankommet. Det er klart, at der var et andet sted, vi hellere ville have været. Men omvendt har vi haft nogle super gode dage i Helsingør.

- Vi har glædet os til at komme herned og starte første led i næste fase. Det handler om at komme godt ind til kampene i Nations League og senere EM-kvalifikationen.

- Det er ti kampe, vi formentlig har foran os, hvor vi kan starte en ny proces, siger Riemer.

Landstræneren varsler nye spillere i aktion i de to kommende testkampe, der også tæller opgøret mod Ukraine på søndag.

- Den første ting, der er vigtig, er, at vi får brugt nogle af alle de her debutanter og spillere med ganske få landskampe, lover Riemer.

Det er godt nyt for Jacob Trenskow, Adam Daghim, Andreas Jungdal og William Osula, der alle er med som mulige debutanter.

Samtidig kan typer som Jens Stage, Kasper Høgh og Oliver Provstgaard med ganske få landskampe måske se frem til minutter.

Landstræneren understreger, at det også handler om at vinde, og at der skal skabes mere kontinuitet i den kommende tid.

- Det her generationsskifte, som har været omtalt så meget, skal sætte sig.

- Det blomstrer ikke af sig selv. Det blomstrer ved, at man spiller kampe, træner og kommunikerer. Vi har begrænsede muligheder på landsholdet, så når vi endelig er samlet, så har vi ikke ét minut at spilde, siger Riemer.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT