To forbund får forlænget støtte i to år frem mod vinter-OL

4. JUN 2026 • 15:05SPORT

Curlingkvinderne samt bob og skeleton bliver også støttet af Team Danmark i de kommende to år.

Team Danmark har forlænget sin innovationsstøtte til to forbund.

Danmark Bobslæde og Skeleton (DBS) og Dansk Curling Forbund (DCuF) får således også støtte i perioden 2026 til 2028.

Det skriver Team Danmark på sin hjemmeside torsdag.

18-årige Maja Voigt, der blev nummer ni i monobob ved vinter-OL i Italien tidligere på året, er yderst tilfreds.

- Samarbejdet er helt afgørende for, at jeg kan fortsætte mod de store mål, som hedder vinter-OL i 2030 og 2034. Der er en del dyrt materiel i min sport, og jeg skal have mulighed for at komme på træningslejre i udlandet, hvis jeg skal lykkes, så uden økonomisk støtte ville det blive umuligt at få det til at løbe rundt.

- Samtidig får jeg adgang til den eksperthjælp, jeg har brug for, og mulighed for at få hjælp og støtte til at tage en uddannelse ved siden af min sport, siger Voigt.

Forlængelsen giver blandt andet øget adgang til sportsspecifik ekspertise inden for sportsfysiologi, sportspsykologi og performanceanalyse samt målrettet støtte til internationale træningslejre og konkurrencer.

For curlingforbundet er støtten betinget af, at man etablerer en sportslig ledelse med en landstræner og en sportschef på et niveau, der "matcher de sportslige ambitioner".

Landsholdet skal samtidig have potentiale til at lave top-8-resultater. Støtten og samarbejdet har fokus på curlingkvinderne, der tidligere i år blev nummer syv ved OL og 11 ved VM.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT