Tennisstjerne tror på Djokovic trods formdyk før French Open

12. MAJ 2025 • 12:52SPORT

French Open står for døren, og Novak Djokovic skal slet ikke afskrives, mener verdensranglistens nummer to.

Selv om den serbiske tennisstjerne Novak Djokovic har taget et formdyk de seneste måneder, kan han stadig vende tilbage til sit tidligere topniveau.

Det mener verdensranglistens nummer to, tyske Alexander Zverev, forud for grand slam-turneringen French Open.

- Jeg tror, at når han finder sit spil, er han stadig en af de farligste spillere i verden, siger Alexander Zverev.

Novak Djokovic fylder 38 år tre dage før grusbaneturneringen, som begynder 25. maj.

Med sine 24 grand slam-titler er Djokovic den mest vindende nogensinde.

Men i slutningen af april tabte Novak Djokovic sin første kamp ved Masters 1000-turneringen i Madrid til verdens nummer 44. Tidligere samme måned led han også et tidligt nederlag i Monte Carlo Masters.

Djokovic jagter sin turneringstriumf nummer 100, men har stadig ikke vundet en turnering siden OL i Paris sidste sommer. Det var hans eneste turneringssejr i 2024.

- Jeg er slet ikke i tvivl om hans evner, siger Alexander Zverev, som endte i finalen ved dette års Australian Open, efter at Djokovic måtte trække sig med en skade midtvejs i deres opgør.

- Det handler mere om, hvorvidt han stadig vil arbejde for det. Det er et spørgsmål. Hans tennisevner er over alle andres, tilføjer tyskeren.

Novak Djokovic gør et sidste forsøg på at genfinde sit topspil før French Open, når der spilles Geneva Open fra søndag.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT