Weekendavisen modtager international pris for bedste design

1. MAJ 2026 • 16:53INDLAND/KRIMINAL

For tredje gang modtager Weekendavisen prisen for den bedst designede avis. Society for News Design står bag.

Den danske avis Weekendavisen vinder i selskab med den store amerikanske avis The New York Times en international pris for bedste avisdesign.

Weekendavisen vinder prisen for bedste design i papir. New York Times vinder for verdens bedst designede netavis.

Det skriver Society for News Design, der står bag kåringen.

Organisationen udpeger hvert år de bedst designede aviser.

Weekendavisen vandt årets pris foran tyske Die Zeit og hollandske Volkskrant, der ligeledes var nomineret i papirklassen.

Det er tredje gang, at den danske avis modtager prisen fra Society for News Design.

Det er en særlig kunstart at lave avis, mener Martin Krasnik, der er ansvarshavende chefredaktør på Weekendavisen.

- Det forlød engang, at avisfolk er en særlig blanding af maskinarbejdere og balletdansere. Det knitrende, tryksværtede produkt i postkassen eller kiosken kræver både knofedt og elegance at producere.

- På Weekendavisen tror vi stadig på papiret og på papirlæsernes glæde ved en klog og smuk avis, og derfor er vi helt umådeligt begejstrede for igen at blive kåret til verdens bedst designede papiravis, siger han i en pressemeddelelse.

Ifølge Weekendavisen selv modtager man prisen for avisens "eksperimenter og glæde" og for at vise, at man både kan være "legesyg og begavet".

- Den avis, der udkommer hver uge, er resultatet af mange menneskers arbejde. Journalister, redaktører, korrekturlæsere, tegnere og fotografer. Men prisen skyldes allermest det hold af designere og grafikere, hvis navne læserne sjældent opdager, skriver Weekendavisen selv.

Weekendavisens papirudgave udkommer hver fredag. Avisen er en del af Berlingske Media, som ejes af den norske mediekoncern Amedia.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT