April er blandt de mest solrige siden målinger begyndte i 1920

1. MAJ 2026 • 16:10INDLAND/KRIMINAL

Solen var usædvanligt gavmild i april måned, der også skiller sig ud ved at have været tørrere end normalt.

April måned bød på usædvanligt mange solskinstimer, fremgår det af DMI's hjemmeside.

245,9 solskinstimer blev det til.

Det berettiger til en plads som nummer ni på listen over de mest solrige april-måneder, siden de landsdækkende målinger af solskin begyndte i 1920.

De mange solskinstimer er samtidig 15 procent højere end gennemsnittet for de sidste ti år, skriver DMI.

Året med den mest solrige april, der hidtil er registreret, var i øvrigt 2019. Dengang skinnede solen i 273,7 timer.

April 2026 var ikke bare mere solrig, men også tørrere end normalt.

Der faldt landet over 33,3 millimeter nedbør. Det er 26 procent mindre end gennemsnittet for de sidste ti år.

Til sammenligning faldt der 104,2 millimeter nedbør i den hidtil vådeste april måned i 2024.

Gennemsnitstemperaturen for april endte på 7,5 grader på landsplan. Det er 0,2 grader højere end gennemsnittet for årene 2016 til 2025.

De solrige og tørre tendenser fra april ser ud til at fortsætte ind i maj.

Lørdag ventes endnu en solrig dag med temperaturer mellem 18 og 23 grader. Lokalt kan det blive op til 24 grader, skriver DMI på sin hjemmeside.

Det er et højtryk lige syd for Danmark, der ifølge meteorologerne skaber betingelserne for det strålende solskinsvejr.

Men søndag skifter vejret til mere ustadigt, fremgår det.

Nordjylland får mellem 10 og 15 grader med skyer og regn, mens den sydlige og østlige del af landet får lidt sol og temperaturer mellem 17 og 21 grader.

Det ustadige vejr ser ifølge DMI ud til at fortsætte i næste uge med den velkendte blanding af sol, skyer og i perioder lidt regn eller byger.

Midt på ugen vil temperaturen i dagtimerne nå op på mellem 8 og 14 grader. Og der vil igen være risiko for let nattefrost, skriver DMI.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT