Team Esbjerg tager stensikker CL-sejr mod montenegrinere

9. NOV 2025 • 16:33SPORT

Team Esbjerg dominerede hele kampen mod Buducnost og vandt med 12 overskydende mål.

Team Esbjerg sikrede sig søndag en storsejr i Champions League-hjemmekampen mod Buducnost fra Montenegro.

Efter at have sat sagerne på plads allerede i første halvleg vandt Team Esbjerg med 36-24.

Det vestjyske hold var storfavorit og udstillede hurtigt klasseforskellen på de to hold.

Esbjerg skabte den første føring på seks mål ved 11-5, og den voksede til ni mål ved 15-6.

Udeholdet fik pyntet lidt i de sidste minutter af første halvleg, så pausestillingen lød 18-11.

Efter pausen moste Esbjerg videre og skabte hurtigt tocifrede føringer. Den toppede på 15 mål, men Buducnost fik reduceret ved at score kampens tre sidste mål.

Montenegrinernes Nadja Kadovic blev kampens topscorer med otte træffere, mens Michala Møller og Henny Reistad kom på tavlen henholdsvis seks og fem gange for Esbjerg.

Med sejren spiller Esbjerg sig op på otte point syv kampe på tredjepladsen med samme pointtal som rumænske Bistrita.

Esbjerg vil med al sandsynlighed spille sig videre til knald eller fald-runderne efter nytår, men der er langt op til top-2 i gruppe A, der går direkte videre til kvartfinalerne.

Györ fra Ungarn og franske Metz har henholdsvis 14 og 12 point.

Esbjergs næste kamp i turneringen er igen mod Buducnost, denne gang på udebane.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT