Tauson skal returnere som de fleste herrespillere
Clara Tauson vil i den nye sæson gå markant mere aggressivt til værks, når hun returnerer modstanderens serv.
Når Clara Tauson natten til onsdag dansk tid åbner sin tennissæson i single, er det første gang, at hun i en betydende kamp tester sin nye måde at servereturnere på.I et interview med Eurosport fortæller hendes træner, Kasper Elsvad, at de op til den nye sæson har brugt ekstremt meget tid på at ændre returspillet.
- De fleste bliver stående og returnerer. Nu har vi ændret hendes returteknik, så hun kommer til at søge bolden en del mere, ligesom de fleste herrespillere, siger Kasper Elsvad og tilføjer, at tiltaget har fungeret fantastisk under træningen.
Elsvad fortæller, at den nye tilgang vil give Tauson en mere aggressiv måde at returnere på, så det bliver mere på hendes egne præmisser.
- Hun har fået en del bolde spil i løbet af sidste år på sin retur. Der har bare ikke været nok kvalitet eller power i returen, hvor jeg hellere vil have, at hun kommer ind, returnerer hårdt, aggressivt og laver nogle flere fejl
- Så hun spiller mere risky, men hun kommer til at få nogle gratis returgames i forhold til det med at skulle sætte bolden i spil og så kæmpe og slide derfra, forklarer Elsvad.
Tauson havde et forrygende 2025, hvor hun avancerede fra en plads som nummer 52 til 12.-pladsen på verdensranglisten.
Den 23-årige dansker er verdens nummer 14, når hun efter at have siddet over i første runde af WTA-turneringen i Brisbane møder belaruseren Aliaksandra Sasnovich.
Kampen forventes at begynde omkring klokken 04 natten til onsdag dansk tid.
Turneringen fungerer som opvarmning til årets første grand slam-turnering, Australian Open, der begynder 18. januar.
/ritzau/
