Tauson møder ukrainsk grusekspert i Rom

5. MAJ 2026 • 14:35SPORT

Clara Tauson står over for Oleksandra Oliynykova, når hun træder ind i anden runde af Italian Open.

Der venter ukrainsk modstand, når tennisspilleren Clara Tauson for første gang skal på banen i Masters 1000-turneringen Italian Open i Rom.

Den 18.-seedede dansker ramler sammen med Oleksandra Oliynykova i det, der bliver de to spilleres første indbyrdes møde.

Tauson er oversidder i første runde, mens ukraineren tirsdag spillede sig videre i sikker stil mod Petra Marcinko fra Kroatien. Oliynykova vandt i to sæt med cifrene 6-1, 6-3.

Den 25-årige ukrainer er en udpræget grusspecialist og spiller hovedparten af sine turneringer på det røde underlag.

I sin karriere har hun været i finalen i fire mindre WTA-turneringer og vundet tre af dem. Alle turneringer har været på grus, som man også spiller på i Rom.

Som nummer 68 i verden er hun 50 pladser under sin danske modstander. Men Tauson har kæmpet med fysiske problemer på det seneste og trak sig to uger siden fra Madrid Open med skulderproblemer.

I marts måtte hun opgive at fuldføre sin kamp i første runde af Miami Open, og hendes lejr meddelte efterfølgende, at hun ville holde en pause for at behandle en inflammation i ryggen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT