Tauson indleder året med double-nederlag i Brisbane
Sammen med makkeren Linda Noskova tabte Clara Tauson i første runde af doublerækken i årets første turnering.
Tennisspilleren Clara Tauson indledte natten til tirsdag 2026-sæsonen med et nederlag i double.Sammen med sin tjekkiske makker Linda Noskova tabte den 23-årige dansker i første runde ved en WTA-turnering i den australske by Brisbane.
Den dansk-tjekkiske duo stod over for russerne Irina Khromacheva og Alexandra Panova, der afgjorde kampen i to sæt.
De russiske favoritter, der er fjerdeseedet i turneringen, vandt opgøret med 7-6, 6-1.
Første sæt blev en særdeles tæt affære, der endte i en tiebreak. Tauson og Noskova nappede det første point og stred godt imod, inden makkerparret til sidst måtte se sig slået med 6-8.
Andet sæt blev afgjort på kun 27 minutter af de to russere, der var ovenpå hele vejen igennem.
Tauson og Noskova indkasserede hele tre servegennembrud i andet sæt, hvor eneste lyspunkt var reducering til 1-2. Her tilspillede Tauson og Noskova sig to breakbolde og udnyttede den første.
Efter nederlaget kan Tauson koncentrere sig om årets første kamp i single, der spilles onsdag i Brisbane.
Danskeren var oversidder i første runde. I anden runde møder Tauson, der er nummer 14 på verdensranglisten, belarusseren Aliaksandra Sasnovich. Den otte år ældre modstander er nummer 113 i verden.
WTA 500-turneringen i Brisbane er den første af to turneringer, som Tauson skal spille i Australien, før grand slam-turneringen Australian Open i Melbourne senere i januar. I næste uge stiller danskeren op i Adelaide.
/ritzau/
