Aflyst fly sender håndboldlandsholdet på lang bustur
Vintervejret driller håndboldherrerne, som må tage bussen til EM-opvarmningsstævne i Holland.
De danske håndboldherrer skal bruge uventet lang transporttid på at nå frem til de sidste testkampe inden EM-slutrunden.Mathias Gidsel, Emil Nielsen og de øvrige stjerner må nemlig tage bussen til hollandske Almere for at spille to testkampe, for den planlagte flyvning fra Billund til Amsterdam er blevet aflyst på grund af vintervejret.
Det oplyser DanskHåndbold til B.T.
Holdet sætter sig i bussen mod Holland onsdag eftermiddag. Busturen forventes at vare otte timer, men kan også blive forsinket på grund af vejret.
Også Norge og Grækenland deltager i miniturneringen i Holland, og nordmændene har været i Holland siden 2. januar, skriver TV 2. Torsdag aften tester Danmark mod Norge.
Håndboldherrerne åbner EM med et møde mod Nordmakedonien i Herning fredag 16. januar.
/ritzau/
