Statsminister vil have baltisk-inspireret permanent Nato-mission i Grønland
Mette Frederiksen vil have en mere permanent Nato-tilstedeværelse i Grønland inspireret af de baltiske lande.
Danmark har bedt Nato om at oprette en permanent form for tilstedeværelse i Grønland, ligesom forsvarsalliancen har det i Østersøen og de baltiske lande.Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) tirsdag eftermiddag.
- Det, vi har foreslået ind i et Nato-spor, er en mere permanent tilstedeværelse i og omkring Grønland, siger hun.
Forslaget følger en direkte inspiration fra det arbejde, Nato-alliancen laver i Østersøen. Her har de allierede lande en fast troppestationering i baltiske lande, ligesom der samarbejdes om overvågningen af Østersøen.
Øvelsen kaldes Baltic Sentry.
- Det kan man overføre til det arktiske område, siger Mette Frederiksen.
Den seneste uge er soldater fra flere europæiske Nato-allierede landet i Grønland for at tage del i en danskledet militærøvelse.
Samtidig har forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og den grønlandske minister for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt, mandag været til møde med Natos generalsekretær, Mark Rutte.
Mette Frederiksen beretter om en åben modtagelse hos Nato.
- Der var møde med Nato i går, hvor der er positiv respons på et stærkere Nato-spor, siger hun.
Udstationeringen af europæiske tropper i Grønland er ikke blevet taget pænt imod af den amerikanske præsident Trump.
Efter de første soldater landede på grønlandsk jord, gik præsidenten på sit sociale medie, Truth Social, for at fordømme handlingen, der ifølge ham udgør en international sikkerhedsrisiko.
Samtidig varslede han en form for straf-told mod lande, der hjalp til med troppeøvelsen.
For statsminister Mette Frederiksen drejer øvelsen sig dog ikke om et anti-amerikansk modsvar.
Alle Nato-lande, inklusiv USA, har haft fuld gennemsigtighed i øvelsen, siger hun.
- Når der er øget militær tilstedeværelse, følger det dét arbejde, der er pågået over det seneste stykke tid, siger hun og refererer til Nato-øvelsen Arctic Endurance, ”som er øget træningsaktivitet i og omkring Grønland”.
/ritzau/
