Syg Mbappé misser også kamp to ved klub-VM trods fremgang

22. JUN 2025 • 10:26SPORT

Når Real Madrid søndag aften møder Pachuca ved klub-VM, bliver det som i første gruppekamp uden Kylian Mbappé.

Real Madrids franske stjerneangriber Kylian Mbappé er i bedring efter sin indlæggelse i USA. Men han er endnu ikke klar til at spille.

Derfor er han ikke fløjet med resten af holdet fra basen i Palm Beach, Florida til Charlotte, hvor Real Madrid søndag klokken 21 dansk tid spiller sin anden gruppekamp ved klub-VM.

Det oplyser Real Madrid-træner Xabi Alonso ifølge AFP.

- Han er i bedring, er tilbage fra hospitalet og er ved at komme sig. Vi er optimistiske i forhold til at kunne have ham med mod Salzburg (den sidste gruppekamp, red.), lyder det fra Alonso.

26-årige Mbappé blev indlagt forud for holdets åbningskamp med en akut mavetarmbetændelse. Af samme årsag var han ikke med, da holdet måtte nøjes med 1-1 mod Al-Hilal fra Saudi-Arabien.

Hans afløser Gonzalo Garcia, som tidligere primært har gjort sig på Real Madrids B-hold, stod for madrilenernes mål i opgøret.

Mbappé scorede 43 mål i sin netop overståede debutsæson for Real Madrid efter sidste sommers skifte fra Paris Saint-Germain. Det gjorde ham til vinder af Den Gyldne Støvle som europæisk fodbolds målkonge.

Real Madrids sidste gruppekamp er på torsdag mod Salzburg. Den spilles i Philadelphia.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT