Line Christophersen havde for sjette gang i karrieren spillet sig i en World Tour-finale, og den blev vundet.
Den danske badmintonspiller Line Christophersen vandt søndag aften dansk tid finalen i damesingle i World Tour-turneringen US Open.I finalen vandt andenseedede Line Christophersen i tre sæt med cifrene 21-16, 16-21, 21-11 over bulgareren Kaloyana Nalbantova, der er nummer 43 i verden.
Turneringen i Californien har status af Super 300-turnering, hvilket svarer til femte niveau i turneringshierarkiet på World Touren.
Det var sjette gang i karrieren, Line Christophersen havde spillet sig frem til en World Tour-finale. Indtil søndagens bedrift havde hun aldrig vundet en finale på det niveau.
Dermed brød hun forbandelsen i finalesammenhæng, og det var tydeligvis en lettelse for danskeren, der brølede sin begejstring ud i hallen.
Det var karrierens største triumf for Line Christophersen, som formåede at klare de udfordringer, der opstod undervejs i finalen.
Efter de to første sæt, der blev delt ligeligt mellem duellanterne, var der klasseforskel i tredje og afgørende sæt.
Line Christophersen, der er nummer 19 i verden, levede op til sin favoritværdighed og tog en forløsende sejr.
/ritzau/