Skjern taber yderligere terræn i slutspilsjagt
Skjern havde længe en lille overhånd, men tabte 21-23 hjemme til Skanderborg AGF på jubilæumsaften.
Sæsonen er i overhængende fare for at ende som en gedigen skuffelse for Skjern Håndbold.Den ellers så ambitiøse klub halter efter i jagten på en slutspilsplads, og tirsdag aften tabte Skjern et vigtigt skridt i jagten på top-8.
På hjemmebane tabte Skjern med 21-23 til Skanderborg AGF, der til gengæld ligger nummer fire og er på sikker kurs mod en plads i det sjove selskab.
Vestjyderne havde længe et snævert overtag på måltavlen, men i slutfasen tippede den jævnbyrdige kamp over til gæsternes fordel.
I Skanderborg AGF-målet var Kristoffer Laursen et levende plankeværk gennem store dele af opgøret, og hans mange redninger afgjorde kampen.
En sejr havde bragt Skjern ind i top-8, men i stedet befinder holdet sig fortsat udenfor og har nu spillet en kamp mere end samtlige sine konkurrenter. De grønblusede har blot syv kampe til at redde sæsonen.
- Det var ekstremt skuffende. Vi brændte et hav af chancer, blandt andet fire straffekast, siger Skjern-træner Mathias Madsen til TV 2 Sport efter nederlaget.
En træg sæsonstart med store problemer i september og oktober er den væsentligste årsag til, at Skjern befinder sig et kedeligt sted i tabellen.
Efter VM-pausen imponerede holdet ellers med uafgjort ude mod topholdet GOG, men kom altså hurtigt ned på jorden igen.
Der var ellers lagt op til en festaften i Skjern, hvor klubben markerede et jubilæum for dens hjemmebane, Skjern Bank Arena, der blev taget i brug for 20 år siden, efter at holdet tidligere havde hjemmebane i en mere intim hal lige ved siden af.
Flere klubkoryfæer var mødt op for at markere jubilæet. Sammen med de øvrige tilskuere var de vidner til en skuffelse i en intens håndboldkamp med en lav scoringsfrekvens.
/ritzau/