Skjelmose har stor tiltro til Lidl-Treks danske juvel

22. APR 2026 • 06:30SPORT

Albert Withen Philipsens udviklingstempo imponerer Mattias Skjelmose, som i denne uge kører med stortalentet.

Skader, uheld og sygdom på uheldige tidspunkter har medvirket til, at den 19-årige cykelrytter Albert Withen Philipsen endnu ikke har fået sit helt store gennembrud som senior.

Men det danske megatalent, der som juniorrytter var nærmest urørlig på den internationale scene, er på rette vej i forhold til at opfylde de enorme forventninger, der er til ham.

Det er hans holdkammerat på Lidl-Trek Mattias Skjelmose helt overbevist om.

- Det var en stor mundfuld for ham at komme ind på World Tour, når han havde vundet så meget som junior. Men jeg er positivt overrasket over, hvor meget han er vokset med opgaven, siger Mattias Skjelmose.

- Bare på de få måneder, hvor jeg ikke har set ham siden træningslejr i vinter, har han udviklet sig og er blevet modnet. Han er snart en voksen mand - ej, han er måske faktisk stadig et barn, siger Skjelmose med et grin.

Den danske bjergged oplevede 19-årige Albert Withen Philipsen helt tæt på, da de to kørte Amstel Gold Race sammen i søndags. Det var første gang siden Post Nord Danmark Rundt sidste år, at de kørte løb sammen.

Og her viste stortalentet, at der er krummer i ham. Med stort overskud kørte han sig med i finalen, hvor han konstant forsøgte at ødelægge samarbejdet i den forfølgergruppe, der lå efter Mattias Skjelmose og Remco Evenepoel.

Onsdag kører de to igen løb sammen, når Flèche Wallonne løber af stablen i Belgien, og derfor har Mattias Skjelmose god mulighed for at dele ud af sine erfaringer fra flere år på World Touren.

Det er dog ikke sådan, at han af egen kraft tager Albert Withen Philipsen under sine vinger, som Mads Pedersen gjorde med ham selv, da han rykkede op blandt de bedste.

- Albert er langt bedre nu, end jeg var, da jeg kom ind på World Tour. Jeg havde langt mere at lære på en anden måde end Albert.

- Han er enormt nysgerrig og informationssøgende, og hvis han spørger, skal jeg nok fortælle. Og han er rigtig god til både at spørge og lytte. Så jeg skal nok lære ham alt, hvad jeg ved, hvis han er interesseret, siger Skjelmose.

En af de konkurrenter, som Albert Withen Philipsen sloges med som juniorrytter, var Paul Seixas, som hurtigt brød gennem lydmuren, da også han sidste år blev professionel.

I år har det franske fænomen blandt andet vundet Baskerlandet Rundt og udråbes allerede nu til Tadej Pogacars næste store udfordrer i Tour de France.

Der er med andre ord forskel på, hvordan de to stortalenter er kommet i gang med livet som professionelle, men Albert Withen Philipsen hænger sig ikke i, at den franske klatrer er løbet med opmærksomheden, forsikrer Skjelmose.

- Nej, på ingen måde. Albert er meget fokuseret på sin egen karriere. Og man kan også tydeligt se, at de ikke er samme ryttertype. Så Albert skal koncentrere sig om sig selv.

- Han har haft en progressiv udvikling, og jeg tror, at han kommer til at køre nogle gode løb i den kommende periode. Han er kun 19 år, så der er ingen stress, og så længe han viser fremgang, er det bare dejligt, siger Skjelmose.

Mattias Skjelmose skal onsdag forsøge at få has på netop Paul Seixas, der ligesom den danske klatrer er blandt favoritterne, når Flèche Wallonne afgøres på mytiske Mur de Huy.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT