Mathias Christiansen og Alexandra Bøje skal spille semifinale i mixeddouble i badmintonturnering i Singapore.
Nede med et sæt og bagud i starten af andet sæt, så det ikke godt ud for mixeddoublen med Mathias Christiansen og Alexandra Bøje i Super 750-turneringen i Singapore.Men den danske duo overvandt problemerne og vandt 16-21, 21-15, 21-10 over taiwanerne Po-Hsuan Yang og Ling Fang Hu.
Med sejren i tre sæt er Mathias Christiansen og Alexandra Bøje videre til semifinalen i badmintonturneringen.
I første sæt kunne man ikke se, at danskerne var anset for at være ret klare favoritter i kampen.
Danskerne var godt nok i front med 11-9, men taiwanerne tog hurtigt teten og kom foran 13-11.
Mathias Christiansen og Alexandra Bøje fik kontakt ved 14-14, men derefter vandt danskerne kun to point i åbningssættet.
Taiwanerne fik den bedste start på andet sæt og kom foran 4-1, da det så værst ud set med danske briller.
Men i stort set resten af kampen var Mathias Christiansen og Alexandra Bøje bedst.
Taiwanerne reducerede til 13-17, men danskerne fik uden de store problemer udlignet til 1-1 i sæt.
I tredje sæt var der reelt klasseforskel, og Mathias Christiansen og Alexandra Bøje kom ikke bagud en eneste gang.
Efter en stor dansk føring på 18-7 endte det med en overbevisende sejr efter den noget bøvlede start.
/ritzau/