Fredrik Aursnes er tilbage på det norske landshold og afviser, at det udelukkende skyldes VM.
Efter to års selvvalgt fravær meldte Fredrik Aursnes sig tidligere i år igen klar til at spille for Norges landshold.Og den 30-årige midtbanespiller fra Benfica er en del af Ståle Solbakkens udvalgte til VM i Nordamerika.
Han meldte i 2024 fra til landsholdet på grund af den samlede belastning ved at være afsted og for at "komme ud af fodboldboblen", men har ifølge eget udsagn gennem det seneste år alligevel savnet det.
Valget har mødt kritik, da Aursnes ikke har spillet et minut i den kvalifikation, der sikrede Norge sin første VM-billet i 28 år, og han forstår godt, at han har ekstra øjne på sig.
- Jeg følte ikke, jeg fortjente at være med, siger Aursnes ifølge nyhedsbureauet NTB og erkender, at det måske er lidt "dårlig stil" at dukke op til festen.
- Dette er ikke en udspekuleret plan fra min side.
Norge tester med Aursnes i truppen mandag VM-formen mod Sverige på Ullevaal i Oslo.
- Det føltes, som om jeg også var med i seneste samling. Kulturen og menneskerne er så gode. Alt har været naturligt. Det har været ekstremt nemt at komme ind i gruppen igen, siger Aursnes.
Norge åbner 17. juni sit VM mod Irak i Boston. Herefter venter gruppekampe mod Senegal og Frankrig.
/ritzau/