Lavere strømproduktion giver dyrere elregninger i maj

30. MAJ 2026 • 06:15INDLAND/KRIMINAL

For første gang i fire år har maj haft højere strømpriser end april. Det skyldes lavere produktion i Europa.

I årets første måneder har der været faldende elpriser på menuen, men udviklingen er vendt i maj.

I april nåede gennemsnitsprisen ned på 61 øre per kilowatt-time. Men i maj er elprisen foreløbig steget til 75 øre per kilowatt-time på landsplan.

Det skriver energiselskabet Norlys i en pressemeddelelse.

Selv om maj endnu ikke er helt forbi, vil der ikke blive rykket ved tendensen med den højere pris, lyder det.

Det er første gang i fire år, at maj ser ud til at blive dyrere end april, skriver Norlys.

- Vi har set en lavere elproduktion fra vindmøller og solceller i store dele af Europa, end vi normalt oplever på denne tid af året, siger Mads Brøgger, direktør for Norlys' energiforretning, i meddelelsen.

- Dertil kommer, at både Sverige og Finland i perioder af maj har haft nogle af deres atomkraftværker lukket ned på grund af vedligeholdelse, og det er samlet set med til at presse også den danske elpris op, siger han.

Forskellen på april og maj svarer til en prisstigning på 24 procent.

I maj har strømmen i gennemsnit været billigst midt på dagen, hvor prisen i gennemsnit lå omkring 25 øre per kilowatt-time ved 13-tiden.

Den dyreste time har været klokken 20, hvor gennemsnitsprisen ramte 1,31 kroner per kilowatt-time. Det betyder, at strømmen i den dyreste time var mere end fem gange så dyr som i den billigste.

- De store udsving betyder, at der stadig kan være meget at hente ved at flytte noget af elforbruget til de billigere timer. Det gælder for eksempel opladning af elbilen, tøjvasken eller opvaskemaskinen, hvis du har mulighed for at planlægge forbruget, siger Mads Brøgger.

Foruden strømprisen skal der blandt andet betales tariffer og moms.

SVM-regeringen har dog sænket elafgiften fra 72,7 øre til EU's minimumsafgift på 0,8 øre i 2026 og 2027.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT