Shiffrin antyder comeback senere i januar
I en video på Instagram antyder skistjernen Mikaela Shiffrin, at hun snart er klar til comeback.
Mikaela Shiffrin er tilsyneladende snart klar til at gøre livet surt for konkurrenterne igen.Den amerikanske skistjerne, der har været ude i to måneder efter et styrt, antyder kraftigt på det sociale medie Instagram, at hun er ved at være klar igen.
I en video med titlen "Courchevel 30/1" skriver hun: "Vi ses snart". I videoen ses hun også pakke bilen, genoptræne og suse ned ad et bjerg i velkendt stil.
Teksten refererer til, at det franske skisportsområde Courchevel er vært for World Cup-løbet i slalom 30. januar.
Shiffrin fortæller efterfølgende selv, at hun endnu ikke er tilbage på 100 procent, men at planen stadig er gøre comeback.
- Jeg tror, at det næste skridt i genoptræningen er at deltage i løb igen. Genoptræningen er ikke ovre endnu, men jeg er stærk nok til at vende tilbage i startfeltet, siger Mikaela Shiffrin ifølge mediet NBC.
- Mine muskler virker igen, og jeg har været i stand til at bygge min styrke op. Jeg er virkelig i en god fysisk forfatning, lyder det.
29-årige Shiffrin er sportens ubestridt største stjerne på kvindesiden med 99 World Cup-sejre, fem samlede World Cup-triumfer og 11 disciplintitler.
Dertil kommer blandt andet to OL- og syv VM-guldmedaljer.
Amerikaneren styrtede hårdt i slutningen af november og pådrog sig en skade i maveregionen. Senere blev hun sat tilbage af en uventet operation i december.
I begyndelsen af januar fortalte hun så i en video på Instagram, at hun inden længe ville være tilbage på løjperne.
Med det snarlige comeback er hun efter alt at dømme også klar til det alpine VM, der køres i Østrig i starten af februar.
/ritzau/