Brøndby lægger to år på forsvarsprofils kontrakt
Forsvarsspilleren Frederik Alves har skrevet under på en ny kontrakt med Brøndby frem til sommeren 2028.
Tiden i Brøndby har været alt andet end nem for Frederik Alves, men når forsvarsspilleren har været kampklar, har han ofte vist sit værd.Det bliver han nu belønnet for. Brøndby meddeler på sin hjemmeside, at klubben har lagt to år på Alves' aftale, som nu løber frem til sommeren 2028.
Fodbolddirektør Benjamin Schmedes mener ikke, at den 25-årige dansker har nået sit fulde potentiale endnu.
- Frederik har haft en stærk udvikling i klubben og har de seneste år vist et virkelig højt niveau, og vi er sikre på, at der er potentiale til endnu mere. Han har været en vigtig forsvarsprofil i Brøndby IF og i hele 3F Superligaen, og vi ser frem til at udvikle os yderligere sammen med Frederik, siger han.
Alves har spillet for Brøndby siden januar 2022, hvor superligaklubben snuppede ham i West Ham.
I begyndelsen sad han meget på bænken, men han tilspillede sig med tiden en plads i startopstillingen og blev en profil.
I den forgangne sæson blev han sat tilbage af en skade i akillessenen, og på grund af komplikationer og kraftige smerter i foden frygtede han for karrieren.
Men i sommer gjorde han langt om længe comeback, og over sæsonen er det indtil videre blevet til 16 kampe på tværs af alle turneringer.
- Brøndby IF har uden tvivl hjulpet mig i mine første tre år her, og jeg er glad for at kunne møde ind hver dag og blive en bedre fodboldspiller. Jeg har uden tvivl udviklet mig meget i den tid, jeg har været i klubben, både som fodboldspiller og som menneske.
- Nu ser jeg frem til at udvikle mig yderligere og fortsætte projektet med trænerstaben, spillerne og resten af klubben. Der venter forhåbentlig en masse godt i fremtiden, for det er der bestemt potentiale til, siger Frederik Alves.
/ritzau/