Rusland vinder CAS-sag: Skiudøvere må deltage ved OL
CAS giver 17 navngivne russiske og belarusiske atleter tilladelse til at jagte billet til vinter-OL.
Skiudøvere fra Rusland og Belarus må gerne deltage ved det kommende vinter-OL i Norditalien under neutralt flag.Det har Den Internationale Sportsdomstol (CAS) tirsdag slået fast.
Det Internationale Skiforbund (FIS) har ikke ønsket at have OL-atleter med fra de to nationer. Men den beslutning appellerede Rusland og Belarus til CAS og har nu fået medhold.
- CAS har afgjort, at russiske og belarusiske udøvere, som opfylder Den Internationale Olympiske Komités neutralitetsprincipper skal have lov til at deltage i FIS-konkurrencer, lyder det i afgørelsen.
Rusland og Belarus argumenterede for, at FIS-toppens beslutning om at udelukke Rusland og Belarus er i strid med forbundets egne vedtægter om at være politisk neutral og ikkediskriminerende. Det argument er CAS enig i, skriver sportsdomstolen.
17 navngivne atleter, som appelsagen blev ført på vegne af, får nu mulighed for at kvalificere sig til vinter-OL eller de paralympiske vinterlege. CAS-afgørelsen åbner for, at flere andre atleter fra de to lande kan følge trop.
Hvis det lykkes for nogen af udøverne at kvalificere sig OL under neutralt flag, får de først grønt lys til at starte, når det kan fastslås, at udøverne tager afstand fra krigen mod Ukraine, og at udøverne ikke har nogen kobling til militæret.
Alpine discipliner, nordiske discipliner, freestyle og snowboard hører under FIS, eksempelvis styrtløb, langrend, skihop og halfpipe.
Rusland og Belarus er i OL-sammenhæng udelukket fra holdsportsgrene som eksempelvis ishockey. Men tre russere har kvalificeret sig til OL i individuelle konkurrencer i kunstskøjteløb.
Næste års vinter-OL afvikles fra 6. til 22. februar i Norditalien.
/ritzau/
