Rosendahl Bach håbede på bedre indsats i svømmepremiere

27. JUL 2024 • 11:48SPORT

Svømmeren Helena Rosendahl Bach var hurtigst i sit heat, men ikke hurtig nok til en plads i semifinalerne.

Selv om det ikke er den store overraskelse, at Helena Rosendahl Bach ikke kom videre til semifinalerne i 100 meter butterfly, ærgrer hun sig alligevel en smule over sin præstation lørdag formiddag, hvor hun var i vandet i OL's første svømmeheat overhovedet.

Tiden 58,45 sekunder var således godt tre tiendedele af sekund langsommere end hendes personlige rekord, der blev sat i Stockholm i april.

- Jeg havde håbet på at være lidt bedre, det må jeg sige. Tre tiendedele af et sekund over min personlige rekord er ingen katastrofe, men der var helt sikkert nogle ting, som, jeg godt selv ved, var dårlige. Det var bare dumt.

- Det ærgrer mig lidt. Men vi er i gang, og det er fedt at have haft den her oplevelse inden 200-meteren. Nu har jeg nogle dages pause til at lade op og komme videre, siger Helena Rosendahl Bach.

Hun vandt ellers sit indledende heat klart, men hun var i selskab med de svømmere med de langsomste tilmeldingstider.

Da alle fire heat var afviklet, havde den 24-årige vestjyde 20.-bedste tid. Kun de 16 hurtigste kom videre til semifinalerne lørdag aften.

Oplevelsen i den enorme Paris La Défense Arena gjorde til gengæld et stort indtryk på danskeren.

Hun fik lidt af en overraskelse, da hun trådte ind foran de godt fyldte tribuner i hallen, der er Europas største indendørsarena.

- Det var sindssygt for at sige det lige ud. Der var virkelig vild stemning derinde. Jeg havde god varme i kroppen, men alligevel fik jeg gåsehud, da jeg kom derind. Jeg havde ikke regnet med, at der var så mange mennesker, siger Helena Rosendahl Bach.

Forventningerne til hende på 100 meter butterfly var på forhånd afdæmpede. Selv om hun givetvis selv havde håbet på en overraskelse, er fokus på favoritdistancen 200 meter på onsdag.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT