Real Madrid overtager dukseplads med sikker sejr
Vinicius Junior strålede, da Real Madrid generobrede førstepladsen i La Liga ved at slå Real Sociedad.
Real Madrid kan i hvert fald indtil mandag aften sole sig på førstepladsen i La Liga.Lørdag aften vandt Real hjemme med 4-1 over Real Sociedad og tog duksepladsen fra FC Barcelona.
Efter den ottende ligasejr i træk er Real nu på 60 point for 24 kampe, men Barcelona kan bringe sig på 61 ved at slå Girona mandag.
Vigtigere for Real er, at holdet er begyndt at spille god fodbold under Alvaro Arbeloa, der overtog trænerjobbet for en måned siden.
Lørdag var det endda uden stjerner som Kylian Mbappé, Jude Bellingham og Rodrygo.
Ifølge flere medier har Mbappé døjet med knæproblemer på det seneste, men hans fravær gjorde ikke så meget, da afløseren Gonzalo Garcia allerede efter fire minutter satte tåen på et indlæg fra Trent Alexander-Arnold og scorede til 1-0.
Real Sociedad kom dog tilbage efter 20 minutter, da Dean Huijsen begik et straffespark, som Mikel Oyarzabal udnyttede til at udligne.
Men blot fire minutter senere var det Reals tur til at få straffespark, og Vinicius Junior sørgede for ny Real-føring.
Nu begyndte spillet for alvor at rulle for Real, og efter en halv time blev det 3-1. Efter et velspillet angreb endte bolden hos Federico Valverde, der tog et træk uden for feltet og sendte bolden i målhjørnet.
Vinicius Junior var flyvende for Real Madrid, og anden halvleg var kun få sekunder gammel, da han totalt snørede Jon Aramburu, som begik sit andet straffespark i kampen.
Vinicius Junior sørgede sikkert for 4-1 fra pletten.
I anden halvleg, hvor Real gearede en del ned, var han tæt på at fuldende sit hattrick, men dommeren annullerede scoringen, efter at han havde sendt bolden i mål med skulderen.
Det ændrede dog ikke ved den sikre Real-sejr.
For Real Sociedad var det holdets første nederlag siden 12. december. Siden har Sociedad på tværs af turneringer været ubesejret i 11 kampe på stribe, men lørdag gik den altså ikke længere. Holdet ligger nummer otte med 31 point.
/ritzau/
