Real Madrid melder Mbappé ude med forstuvet knæ

31. DEC 2025 • 14:39SPORT

Kylian Mbappé er ifølge Real Madrid skadet med forstuvet knæ. Fransk avis melder ham ude i mindst tre uger.

Real Madrid kommer formentlig til at mangle den formstærke superstjerne Kylian Mbappé i de første kampe i 2026.

I hvert fald melder Real på årets sidste dag franskmanden knæskadet.

- Efter flere test af Real Madrids læger er Kylian Mbappé i dag blevet diagnosticeret med en forstuvning i sit venstre knæ. Hans heling vil blive overvåget, lyder det på Real Madrids hjemmeside.

Storklubben melder intet om, hvor længe Mbappé forventes ude.

Ifølge den franske avis L'Equipe venter der en pause på mindst tre uger. I så fald misser han to La Liga-kampe, den spanske Super Cup og Champions League-kampen mod Monaco.

Den 27-årige Mbappé har gang i en forrygende sæson, hvor det indtil videre er blevet til 29 mål i 24 kampe på tværs af turneringer.

Real Madrid, der ligger nummer to i La Liga med fire point op til FC Barcelona, møder næste gang Real Betis på hjemmebane 4. januar.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT