Nyt nederlag sender danske ishockeytalenter i overlevelseskamp ved VM

31. DEC 2025 • 02:20SPORT

Dansk U20-landshold slutter nederst i indledende gruppespil ved VM og skal kæmpe for at undgå nedrykning.

Det danske U20-landshold i ishockey skal fredag i overlevelseskamp mod Tyskland ved A-VM.

Det står klart, efter at det danske mandskab natten til onsdag dansk tid tabte 3-6 til Letland ved VM i Minneapolis i USA.

Kampens første periode endte med en scoring til det lettiske ungdomslandshold, der få minutter inde i anden periode udbyggede føringen til 2-0.

Kampen skulle halvvejs ind i anden periode, før de danske talenter kom på måltavlen.

Det skete, da pucken gled fra bagbanden og ind foran den lettiske målmand, hvilket Oliver Larsen udnyttede til 2-1.

I de efterfølgende minutter udbyggede Letland med to hurtige scoringer føringen til 4-1.

I slutningen af anden periode var Oliver Larsen igen i aktion med et skarpt oplæg til William Bundgaard, der træfsikkert hamrede pucken i de lettiske netmasker til 4-2.

Tredje periode bød på endnu en udbygning af Letlands føring til 5-2, inden Anton Linde i slutningen af perioden på distancen bankede til pucken og sendte den forbi den lettiske målmand til 5-3.

I kampens sidste sekunder - inden buzzeren lød - formåede det lettiske mandskab dog at udbygge føringen til 6-3, da Kristers Ansons scorede på et tomt dansk mål.

Nattens nederlag er landsholdets fjerde på stribe. De unge danske talenter har tabt samtlige kampe i det indledende gruppespil.

U20-landsholdet rykkede sidste år op på øverste niveau, således at holdet nu deltager i VM i øverste lag.

Om ungdomslandsholdet kan fortsætte i øverste lag afgøres fredag.

Her møder holdet Tyskland, der ligesom Danmark er endt nederst i sin gruppe efter det indledende gruppespil.

Taber Danmark denne kamp, rykker U20-landsholdet ned til B-gruppen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT