Dansk NHL-keeper bliver skudt i sænk på ny
Frederik Andersen har tabt i sine seneste ti NHL-optrædener. Natten til onsdag indkasserede han fem mål.
Den danske ishockeymålmand Frederik Andersen spiller mindre end tidligere for NHL-holdet Carolina Hurricanes, og når midtjyden er valgt i buret, går det sjældent godt.Natten til onsdag fik Andersen fuld spilletid, da Carolina tabte med 1-5 ude til Pittsburgh Penguins.
Det var danskerens tredje kamp i december, og for tredje kamp i træk indkasserede han hele fem mål. Han blev noteret for en beskeden redningsprocent på 81.
De seneste ti gange, hvor danskeren har fået spilletid, er Carolina-spilleren skøjtet fra banen med et nederlag.
På tværs af hans 16 kampe i denne sæson har han en redningsprocent på 86,5, hvilket er væsentligt lavere end alle hans foregående 12 sæsoner i NHL.
Det går oftest bedre for Carolina, når holdkammeraterne Brandon Bussi eller Pyotr Kochetkov vogter buret.
Trods de mange nederlag med Andersen på kassen fører Carolina nemlig den tætte østkonference knap halvvejs i NHL-grundspillet.
/ritzau/
