Odense ydmyger Ikast de sidste 20 minutter og er i finalen

29. DEC 2025 • 21:38SPORT

Efter en lige første halvleg blev Ikast udspillet af Odense, der er klar til pokalfinale mod Team Esbjerg.

For fjerde gang på fem år er kvindernes pokalfinale i håndbold et anliggende mellem storklubberne Odense og Team Esbjerg.

Det står klart, efter at Odense vandt den anden semifinale ved Final 4-stævnet på hjemmebane med 38-27 over Ikast.

Tidligere mandag vandt Team Esbjerg i den første semifinale med ligeledes 11 overskydende mål over Viborg.

Ikast var med indtil 22-22, men i kampens sidste tredjedel var Odense flere klasser bedre.

Særligt den hollandske streg Nikita van der Vliet gjorde forskellen med sine ti mål på ti forsøg.

Første halvleg var intens, jævnbyrdig og underholdende. Ikast havde ikke slået Odense i ti indbyrdes kampe i træk, men troede tydeligvis på sin chance.

Særligt Jamina Roberts, der kommer fra et skuffende VM med Sverige, var velspillende med fire mål på fire forsøg og tre assister i første halvleg. Hun var i oplæggerens rolle de to gange, Ikast bragte sig foran med tre mål.

Knap så velskydende var den danske landsholdsprofil Julie Scaglioni med to mål på otte skud, men fire assister i de første 30 minutter trak op.

Hos Odense var Nikita van der Vliet bedste indslag før pausen med sine fem mål på lige så mange forsøg.

Med tre mål på tre minutter lukkede hun hullet til Ikast et par gange. Blandt andet til 11-11, efter at Ikast havde ført 9-6.

I de sidste ti minutter skiftedes holdene til at score, og det lignede uafgjort ved pausen, men på et sololøb sikrede Emma Lindqvist Ikast en pauseføring på 16-15 med et sekund tilbage.

Odense generobrede grebet fra starten af anden halvleg. Van der Vliet scorede tre gange i indledningen og var stærkt medvirkende til Odenses føring til 19-17.

Ikast kom tilbage på 22-22 efter 41 minutter, men så var det også slut. Odense scorede 10 af de 12 næste mål, og så var der ikke mere at spille om.

Det endte i et midtjysk sammenbrud mod det stærke Odense-hold, der tirsdag skal forsøge at få skovlen under Team Esbjerg efter de tre tabte pokalfinaler i 2021, 2022 og 2024.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT