Real Madrid-angriber giver Danmark sejr over Island

2. DEC 2024 • 20:03SPORT

En stærk første halvleg grundlagde de danske fodboldkvinders 2-0-sejr over Island i årets sidste kamp.

Det danske kvindelandshold i fodbold kan se frem mod 2025 med lyst sind og mod på tilværelsen.

Danmark fik nemlig en fin afslutning på fodboldåret med en overbevisende 2-0-sejr over Island i en testkamp i Spanien mandag aften.

Real Madrid-forwarden Signe Bruun lavede begge mål i en stærk første halvleg, hvor hun med en smule held kunne have scoret tre eller fire gange.

På et næsten mennesketomt anlæg i San Pedro del Pinatar syd for Alicante var danskerne aggressive og offensive fra start.

Spillerne gik langt frem på banen i et højt pres og tvang tidligt Island til en forsvarsfejl, der burde have givet Danmark føringen.

Signe Bruun kom i fri skudposition, men valgte at forsøge at spille Pernille Harder, og den store chance forduftede.

Efter godt et kvarters spil var der mere konsekvens i angrebsspillet, da Danmark kom i spidsen efter en hjørnesparkskombination.

Bolden blev spillet kort til Kathrine Kühl i venstre side. Hun sendte et præcist indlæg ind til kanten af det lille felt, hvor Signe Bruun snittede kuglen i nettet med panden.

Kort før pausen blev det 2-0 efter et islandsk forsvarskoks. Brøndby-spilleren Ingibjörg Sigurdardottir kiksede totalt, da hun ville spille tilbage til sin målvogter.

Signe Bruun opfangede bolden og vippede den elegant over keeperen.

I anden halvleg kom islændingene bedre med. Danmark trak sig en smule tilbage, men målvogter Maja Bay Østergaard blev kun sjældent sat på arbejde.

Et par indskiftninger undervejs gav Danmark initiativet tilbage, og sejren var aldrig i fare.

Nu kan holdet se frem imod et begivenhedsrigt 2025 med Nations League i foråret og EM-slutrunde til sommer.

Hvem Danmark møder ved EM, bliver afgjort 16. december, hvor der er lodtrækning i Schweiz.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT