Presset Tottenham-træner har ikke tænkt sig at ændre spillestil

23. DEC 2024 • 05:13SPORT

Ange Postecoglou var irriteret, da han søndag mødte pressen og blev spurgt ind til Tottenhams udfordringer.

Tottenham kan ikke bare ændre spillestil fra den ene dag til den anden.

Sådan lyder det fra træner Ange Postecoglou, der søndag måtte svare på en del kritiske spørgsmål efter et 3-6-nederlag til Liverpool.

- Nogle folk vil måske have mig til at ændre min tilgang, men det kommer ikke til at ske. Der er en grund til, at vi gør, som vi gør. Vi gør det, fordi vi tror på, at det er sådan, vi får succes, siger den australske Tottenham-træner.

- Folk tænker, at jeg bare skal trykke på en knap og ændre tingene, og så vil det på mirakuløs vis gøre os til et bedre hold, lyder det.

Tottenham har været meget svingende i den indeværende sæson, og særligt forsvarsmæssigt har holdet gang på gang vist svaghedstegn.

Holdet har da også været hårdt ramt af skader i defensiven.

Førstemålmand Vicario og de to foretrukne centrale forsvarsspillere, Micky van de Ven og Cristian Romero, var alle ude af søndagens kamp med skader.

- Ved I hvad, jeg tror bare, at jeg stopper med at svare på de her spørgsmål, sagde han blandt andet til BBC Sport.

- Hvis folk ikke selv kan se det åbenlyse, så er der ingen grund til, at jeg pensler det ud, lød det fra Postecoglou - tilsyneladende med henvisning til skaderne.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters virkede Postecoglou generelt irriteret i sine interview og opsat på at forsvare sin tilgang.

I Premier League indtager Tottenham i øjeblikket en skuffende 11.-plads med 23 point efter 17 kampe.

Liverpool, som Tottenham søndag tabte til, topper ligaen med 39 point i 16 kampe.

Liverpool har en kamp i hånden i forhold til de fleste andre hold i Premier League. Det skyldes, at en kamp mod Everton tidligere på sæsonen blev udskudt på grund af stormvejr.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT