Opblomstring frister ishockeykaptajn til at udsætte hjemkomst

21. MAJ 2026 • 12:00SPORT

Snart 35-årige Jesper Jensen Aabo hælder til at fortsætte karrieren i udlandet, selv om familien flytter hjem.

Hans kone og to børn flytter permanent ind i familiens hus i Rødovre, men det er langtfra sikkert, at Jesper Jensen Aabo flytter med. I hvert fald ikke lige med det samme.

Det danske ishockeylandsholds kaptajn overvejer nemlig kraftigt at forlænge sin udlandskarriere, der har varet siden 2010. Også selv om det i givet fald bliver på egen hånd.

- Jeg føler stadig, at jeg har et godt niveau og kan gøre en forskel. Det er måske for tidligt at tage hjem.

- Det er selvfølgelig også en afvejning, om det er det værd at være væk fra familien, men jo ældre, jeg bliver, jo mere sætter jeg pris på at være atlet.

- At kunne leve af sin sport er et stort privilegium. Jeg ved godt, at når jeg først tager hjem eller stopper, så er der ingen vej tilbage, siger den snart 35-årige back.

Det er nye toner fra den mangeårige landsholdskæmpe. Ved VM i Prag i 2024 slog han fast, at den toårige kontrakt, han netop havde underskrevet med Klagenfurt i Østrig, ville blive hans sidste i udlandet.

Ikke kun fordi hans søn, som i dag er seks år, skulle hjem og starte i skole. Han fornemmede selv på det tidspunkt, at han efterhånden var på den forkerte side af karrieretoppen.

- Jeg syntes, jeg var dårlig og gjorde ikke nogen forskel. Jeg ved ikke, om jeg var ude af form, men det var i hvert fald der, at jeg blev klar over, at det kræver endnu mere at være på toppen, når man bliver ældre.

- Det var et wakeupcall for mig. Enten kan man gøre noget ved det, eller også kan man lægge sig ned og dø. Jeg valgte heldigvis det første, og efter det VM har jeg nærmest aldrig været i bedre form, siger Aabo.

Landsholdskaptajnen er opvokset i Rødovre, hvor han også nåede et par sæsoner i den bedste danske række, indtil han for 16 år siden tog til Sverige.

Siden har sporten ført ham til Finland, Tyskland og nu Østrig og i alt mere end 900 klubkampe.

Meget naturligt er der mange Rødovre-fans, der håber, at han vil afslutte karrieren i barndomsklubben, hvor hans svoger, den tidligere fodboldlandsholdsspiller Daniel Wass, er medejer.

Men lige nu hælder han mest til at spille videre i udlandet, så længe niveauet rækker. Hvis det altså kan fungere at være adskilt fra familien til daglig i ni måneder om året.

- Jeg har snakket med både Rødovre og med andre danske klubber. Men inderst inde og helt egoistisk vil jeg gerne blive ude længere. Jeg er ikke færdig endnu.

- Jeg har også fået et tilbud om en forlængelse med Klagenfurt, som også skal have et svar på et tidspunkt. Den beslutning må jeg træffe efter VM.

- Men det kunne godt blive en løsning at blive ude. Og når jeg er alene, er jeg lidt mere fleksibel i forhold til, hvor det bliver. Det vigtigste er, at det er nemt at komme til og fra, siger Jesper Jensen Aabo.

Lige nu er han i gang med karrierens 15. verdensmesterskab med det danske landshold.

Når Danmark søndag møder Italien, spiller han sin VM-kamp nummer 98 og slår Morten Madsens rekord som den danske spiller med flest kampe ved A-VM.

Og meget tyder altså på, at der er flere turneringer og flere år som professionel gemt i den alsidige back fra den københavnske vestegn.

- Mange af mine venner er tidligere ishockeyspillere, der i dag har et almindeligt arbejde. De savner ishockey så meget. Jeg nyder det virkelig og synes, det er det fedeste i hele verden.

- Når man er yngre, kan man godt tage det for givet og tro, at det bliver ved for evigt. Jeg føler, jeg har fået en lille opblomstring, og forhåbentlig har jeg en del år i mig endnu, siger Jesper Jensen Aabo.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT