Slovener bliver Uniteds redningsmand i sen deler med West Ham

10. FEB 2026 • 23:18SPORT

Manchester United havde kurs mod et faretruende nederlag, men et point blev reddet til sidst mod West Ham.

Manchester United var millimeter fra et nederlag hos West Ham, men en udligning i den dybeste tillægstid sørgede for et enkelt point med 1-1 tirsdag aften.

Indskiftede Benjamin Sesko blev redningsmanden, da sloveneren flot satte foden på en scoring efter 96 minutter.

Efter en regulær drømmestart med fire sejre af fire mulige, kom Michael Carrick og United altså en smule ned på jorden igen.

Det ellers formstærke mandskab kæmpede gevaldigt med spillet i den engelske hovedstad indtil slutfasen, hvor det forløsende mål blev en realitet.

Det ene point efterlader Manchester United på fjerdepladsen i Premier League med 45 point.

West Ham er under nedrykningsstregen på 18.-pladsen med to point op til Nottingham Forest over stregen.

Efter en længere periode på bænken var den danske landsholdsmålmand Mads Hermansen for anden kamp i træk at finde mellem stængerne for West Ham.

Og Hermansen kunne se sit mandskab åbne opgøret med selvtillid efter tre sejre i de seneste fire ligakampe.

Crysencio Summerville, der har scoret i fire kampe på stribe, var farligste kort og sendte en kanonkugle afsted efter ti minutter. Senne Lammens fik dog afværget i United-buret.

United bøvlede med at finde rytmen i spillet, hvilket strakte sig ind i anden halvleg, hvor det i stedet var værterne, der stak en kæp i hjulet for gæsterne fem minutter efter pausen.

Tomas Soucek tog et snedigt løb til forreste del af feltet. Bolden havnede for fødderne af den høje tjekke, som med en flot detalje lagde bolden i det lange hjørne med venstrepoten.

Michael Carrick forsøgte at ændre den chancefattige offensiv med en indskiftning af Benjamin Sesko i angrebet.

Med ganske få minutter tilbage rørte Sesko på sig, og det var nok til at passere Mads Hermansen efter 96 minutter, da sloveneren flot sendte udligningen i nettet efter et indlæg fra højresiden.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT