Odense og Ikast tager sikre sejre i Kvindeligaen
Mens København Håndbold tabte til Sønderjyske, snuppede Odense og Ikast sikre favoritsejre i Kvindeligaen.
Odenses håndboldkvinder har kun tabt en enkelt ligakamp i hele sæsonen i den bedste danske række, og lørdag havde fynboerne ingen problemer med at besejre EH Aalborg.Trods flere afbud på grund af skader vandt Odense lørdagens udekamp med hele 42-30 efter en føring på 18-13 ved pausen.
Odenses fløjspiller Tina Abdulla og back Ragnhild Valle Dahl blev kampens topscorere med syv mål hver.
For hjemmeholdet scorede Carla Thomsen og Frederikke Gulmark begge seks mål, men det var ikke nok til at skabe spænding om resultatet foran de 500 tilskuere.
Med sejren rykkede Odense op på førstepladsen i Kvindeligaen med 38 point efter 20 kampe. Team Esbjerg, som først spiller søndag mod bundholdet Ringkøbing, har et point færre for en kamp mindre.
Ikast Håndbold tog også en sejr, da holdet vandt 39-33 hjemme over Silkeborg-Voel. Ikast har 30 point på fjerdepladsen.
I den kamp scorede Julie Scaglione ti mål for Ikast og blev kampens topscorer.
Mens Odense og Ikast tog favoritsejre, skuffede København Håndbold ved overraskende at tabe 33-34 hjemme til Sønderjyske.
For udeholdet sprudlede Sarah Paulsen med 14 mål som kampens suveræne topscorer.
/ritzau/
