Kort efter OL stopper curlingdansker karrieren
Det er tid til at prøve noget nyt i livet, siger curlingspilleren Jasmin Holtermann, der stopper karrieren.
Curlingspilleren Jasmin Holtermann, der var en del af Danmarks hold ved vinter-OL, stopper karrieren med øjeblikkelig virkning.Det fortæller hun i et interview med TV 2 Sport.
- Jeg kan mærke, at jeg er klar til at prøve noget nyt i livet, siger 26-årige Holtermann efter 12 år i sporten.
Det er blot ti dage siden, at Danmarks OL-eventyr sluttede før semifinalerne efter et nederlag til Schweiz.
Det vides ifølge TV 2 Sport endnu ikke, hvor beslutningen efterlader Danmarks curlingkvinder. Der er få uger til VM.
Skipper Madeleine Dupont skriver i en sms til mediet, at det ikke ændrer noget for resten af holdet.
De resterende spillere håber, at de kan få enderne til at mødes rent økonomisk, så de stadig kan spille med på topniveau.
Jasmin Holtermann delte sine tanker om karrierestoppet med resten af holdet flere måneder før OL.
Hun fortæller, at hun har brug for at få mere luft i kalenderen i en travl hverdag, da man ikke kan leve af at spille curling i Danmark.
Det har været svært for hende at balancere arbejdet med curlingkarrieren, efter at hun blev færdiguddannet.
Madeleine Dupont og co. forsøgte at overtale Holtermann til at fortsætte karrieren, men det lykkedes ikke, lyder det.
Foruden Madeleine Dupont og Jasmin Holtermann bestod Danmarks OL-hold af Denise Dupont, Mathilde Halse og My Larsen.
/ritzau/
