3000 personer er registreret på danskerlisten for lande i Mellemøsten

28. FEB 2026 • 16:36INDLAND/KRIMINAL

Udenrigsministeriet opfordrer alle, der opholder sig i Mellemøsten, til at registrere sig efter angreb.

Cirka 3000 personer har registreret, at de opholder sig i Mellemøsten jævnfør udenrigsministeriets danskerliste, hvor man kan modtage vigtige informationer, hvis der opstår kriser i det land, man befinder sig i.

Herunder er der registreret cirka 60 personer på danskerlisten for Iran og cirka 180 personer på danskerlisten for Israel.

Det oplyser ministeriet i en e-mail til Ritzau lørdag eftermiddag og tilføjer, at de danske myndigheder i snart to år har opfordret danskere til at forlade Iran.

Israel har lørdag indledt det, de kalder et "forebyggende" angreb mod Iran.

Kort tid efter lød det, at USA også er en del af operationen, og at USA og Israel har koordineret den over flere måneder.

Irans Revolutionsgarde har oplyst, at den har indledt et modangreb mod Israel.

Der er meldinger om angreb i en række mellemøstlige lande efter det indledende angreb - herunder i Qatar og Bahrain.

Udenrigsministeriet understreger over for Ritzau, at det er frivilligt at til- og afmelde sig danskerlisten, hvorfor det faktiske antal danskere i landene kan være højere eller lavere.

Der kan være danskere, der ikke har registreret sig, eller personer, som har registreret, at de stadig befinder sig der, men er rejst tilbage eller videre.

Udenrigsministeriet opfordrer alle danskere, der opholder sig i regionen, til at skrive sig op på danskerlisten og til at læse Udenrigsministeriets rejsevejledninger.

- Udenrigsministeriet følger situationen i Mellemøsten meget tæt og er i løbende dialog med partnere og andre lande om situationen, skriver myndigheden i e-emailen.

Flere luftrum er lukket, mens en del flyselskaber har aflyst alle deres afgange.

Det bekræfter Udenrigsministeriet i et opslag på det sociale medie X.

- Lufttrafikken er påvirket, ikke kun i Mellemøsten, men bredere. Luftrum og lufthavne er lukkede. Mange flyselskaber har aflyst/omdirigeret flyvninger. Hold dig opdateret gennem dit flyselskab eller rejsebureau.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

28. FEB 2026 • 17:17UDLAND
Kraftige eksplosioner lyder i Dubai
FÅ ABONNEMENT