Ny fodboldboss vil vinde AGF-kærlighed med titler
Carsten V. Jensen drømmer om at føre AGF til en titel, men understreger, at der ikke er nogen smutveje.
Med en fortid hos rivalerne FC København, FC Nordsjælland og Brøndby har AGF's nye fodbolddirektør, Carsten V. Jensen, forståelse for, at han næppe går ind i sit nye job med ubetinget kærlighed fra de aarhusianske tilskuere.Han håber, at han kan sikre fansenes opbakning og respekt gennem hårdt arbejde - og ultimativt ved at sikre AGF sin første titel siden 1996.
Det siger han i et interview med klubbens egen tv-kanal.
- Der er ikke andre metoder end hårdt arbejde og gøre sit bedste. Så må tiden afgøre, om jeg får respekten. Der er ingen, der behøver at elske mig til at starte med. Det kan jeg godt forstå, at man ikke nødvendigvis gør. Men jeg håber at opnå den samme respekt, som jeg gjorde, de andre steder jeg arbejdede. Det er mit mål.
- Når man går ind i en klub, er det med hud og hår. Ellers kan man ikke bære det. Det vil jeg også gøre her. Jeg beder ikke om at blive elsket, men jeg beder om muligheden for at optjene respekten over tid.
- AGF har været inde i en god udvikling, og jeg håber at kunne fortsætte udviklingen. Så må vi se, om vi kommer til det punkt, hvor vi forhåbentlig kan få sat en pokal i skabet. Det vil til enhver tid være målet, siger Carsten V. Jensen.
Også AGF's bestyrelsesformand, Lars Fournais, håber, at den 61-årige fodboldfagmand kan knække koden og bringe et sjældent nyt trofæ til det støvsamlende pokalskab på Fredensvang.
- Vi har store forventninger. "CV" vil gerne vinde, og det vil vi også gerne i AGF. Vi skal vinde noget sammen. Han flugter fuldstændig med ambitionerne i AGF.
- Vi får den mest erfarne fodbolddirektør i det danske marked. Vi ser det som en stor styrkelse af hele vores ledelseshold, at vi får sådan en kapacitet ind i teamet, siger AGF-formanden.
Carsten V. Jensen blev fyret som fodbolddirektør i Brøndby i oktober. Det skete blot få måneder efter, at netop AGF forhindrede "CV" og Brøndby i at vinde mesterskabet i sidste spillerunde.
- AGF har været bøvlet at have med at gøre i de klubber, jeg har været i de seneste sæsoner. Specielt i sidste sæson, hvor AGF spændte ben for et mesterskab.
- AGF har haft en særlig position i dansk fodbold. Det er en særlig klub med en stærk profil, men der har været store udsving i de år, jeg har arbejdet i branchen. Den seneste udvikling har placeret AGF helt fremme i feltet, og forhåbentlig ender AGF helt i front på et tidspunkt, siger han.
Ansættelsen af Carsten V. Jensen som fodbolddirektør betyder også, at sportschef Stig Inge Bjørnebye ikke får forlænget sin aftale i Aarhus. Den udløber i april.
Med opgraderingen af den øverste sportslige rolle vil Carsten V. Jensen være en del af direktionen og referere til bestyrelsen, men i dagligdagen refererer han til AGF-direktør Jacob Nielsen.
Fodbolddirektøren tiltræder midt i et transfervindue, men forventer ikke at få travlt med at hente nye spillere. I stedet bliver nogle af hans første opgaver at få styr på, om de AGF-kontrakter, der udløber til sommer, skal forlænges eller ej.
- Jeg har haft dialog om transfervinduet med Jacob Nielsen, og jeg er blevet orienteret. Jeg ved, der er lagt op til, at der ikke skal ske alt for meget, selv om der altid ligger nogle opgaver foran sportschefer.
- Der skal forholdsvis hurtigt afklaring omkring de aftaler, som udløber, siger Carsten V. Jensen.
Blandt de mest prominente kontraktudløb finder man Jesper Hansen, Mikkel Duelund, Max Power og anfører Patrick Mortensen.
/ritzau/