Ustoppelig Isak sparker Newcastle tæt på Liga Cup-finale

7. JAN 2025 • 22:57SPORT

Svenske Alexander Isak scorer efter behag for tiden. Tirsdag aften gav det Arsenal en sjælden dukkert.

Newcastle tog et stort skridt i retning af Liga Cup-finalen, da holdet på udebane vandt det første af to semifinaleopgør mod Arsenal med 2-0.

Og det kan Newcastle ikke mindst takke en af Europas varmeste angribere for. Svenske Alexander Isak kom på måltavlen for tiende gang i de seneste ni kampe.

Efter en lige start på opgøret var det ellers Arsenal, som fik etableret et pres godt midtvejs i første halvleg. Stolpen måtte hjælpe Newcastle med at holde et forsøg fra Gabriel Martinelli ude efter 28 minutter.

Det blev til flere gode Arsenal-tilbud i den periode af kampen, men små ti minutter før pause slog Newcastle til.

En lang fremlægning endte for fødderne af brandvarme Isak i feltet. For tiden er det lig med scoring, og svenskeren bankede bolden ind via overliggeren.

Det var hans mål nummer 50 for Newcastle i kamp nummer 89. Og han har aldrig været bedre, end han er for tiden. Som sagt var det tiende mål i de seneste ni kampe og 14. mål i de seneste 15 kampe på tværs af turneringer.

Arsenal kunne med rette være skuffet over at være bagud halvvejs. Der havde været gode chancer, men skarpheden manglede.

Tilbagevendte Kai Havertz misbrugte blandt andet et par store chancer i kampen, og det blev dyrt for Arsenal, som ellers ikke havde tabt i de seneste 13 kampe på tværs af turneringer.

Fem minutter efter pausen var Isak således atter kilde til uro i hjemmeholdets defensiv. Fra en svær vinkel trykkede han godt af, og David Raya kunne kun halvklare forsøget.

Riposten landede lige foran Anthony Gordon, som let kunne gøre det til 2-0.

Resten af kampen blev ét langt Arsenal-pres mod Martin Dubravkas mål. Men også én lang opvisning i uskarpe afslutninger fra Mikel Artetas mandskab.

Derfor kommer Arsenal på overarbejde, når holdet 5. februar på udebane skal forsøge at vende 0-2 til samlet sejr.

Den anden semifinale står mellem Tottenham og Liverpool. De spiller første kamp onsdag aften.

Finalen spilles på Wembley 16. marts.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT