Nottingham Forest fyrer cheftræner efter uafgjort mod bundprop

12. FEB 2026 • 02:41SPORT

Nedrykningstruede Nottingham Forest takker Sean Dyche for indsatsen, og han droppes som cheftræner.

Cheftræner i den engelske fodboldklub Nottingham Forest, Sean Dyche, er blevet fyret.

Det fremgår natten til torsdag dansk tid på Premier League-klubbens hjemmeside.

- Nottingham Forest Football Club kan bekræfte, at Sean Dyche er blevet fritstillet fra sin rolle som cheftræner.

- Klubben vil gerne takke Sean og hans stab for indsatsen i deres tid i klubben, og vi ønsker dem held og lykke fremover, står der.

Nottingham Forest ønsker ikke at kommentere fyringen yderligere, står der på hjemmesiden.

Klubben ligger med en 17.-plads lige over nedrykningsstregen i Premier League, efter at en kamp mod Wolverhampton onsdag endte 0-0. Wolverhampton er på sidstepladsen.

Sean Dyche blev hyret til at vende skuden i den engelske klub i oktober 2025 på en kontrakt, der skulle løbe frem til sommeren 2027.

Inden da stod han i spidsen for Everton, men han er mest kendt for sine ti år i spidsen for Burnley i perioden 2012-2022.

Han har ikke umiddelbart selv kommenteret fyringen. Onsdag sagde han dog ifølge AFP, at han forholdte sig "realistisk" til sin situation.

- Hvis ejeren ønsker at lave ændringer, så er det op til ham (Nottinghams klubejer, Evangelos Marinakis, red.), og sådan er fodbold nu - det er bare realiteten i det, sagde Dyche.

Også i en anden engelsk klub har cheftræneren for nylig fået sparket. Onsdag bekræftede Tottenham således, at danske Thomas Frank er blevet fyret.

Det skete ligeledes efter skuffende resultater, da holdet i Premier League i 2026 endnu ikke har vundet en eneste kamp.

Storklubben er dog i Champions League klar til ottendedelsfinalerne efter en fjerdeplads i ligaspillet.

Det er hverken for Nottingham Forest eller Tottenham blevet meldt ud, hvem der overtager cheftrænerjobbet.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT