Amerikansk skistjerne følte sig ukomfortabel i stor skuffelse

10. FEB 2026 • 17:41SPORT

Verdensstjernen Mikaela Shiffrin leverede blot 15.-bedste tid og fandt aldrig sit niveau, erkender hun.

Manges øjne var tirsdag rettet mod skistjernen Mikaela Shiffrin, der sammen med Breezy Johnson skuffede fælt i den kombinerede alpinkonkurrence ved vinter-OL.

De to amerikanere var udråbt til storfavoritter, men måtte nøjes med en fjerdeplads. Mikaela Shiffrins egen tid på slalompisten var kun 15.-bedst.

- Jeg leverede ikke ligefrem til perfektion. Jeg fandt ikke helt et komfortabelt niveau, der ville tillade mig at køre med fuld fart, siger Mikaela Shiffrin.

Den ukronede skidronning hæfter sig dog ved, at hun kan bruge den gedigne skuffelse frem mod den individuelle slalomkonkurrence. Den disciplin venter senere ved vinter-OL, og her er 30-årige Shiffrin atter guldfavorit.

- Jeg vil være forsigtig med at finde på undskyldninger, for der er ikke en rigtig undskyldning. Jeg har været så forberedt til alle slalomer i år. Men der er noget at lære af i dag, og jeg kommer til at lære af det.

- Jeg tror altid på, at man klarer sig bedre med mere information. Og jeg fik mere information i dag, siger Mikaela Shiffrin om forholdene i det nordlige Italien.

Den kombinerede alpinkonkurrence er en ny OL-disciplin, og de deltagende par udgøres af en styrtløbsspecialist og en slalomspecialist.

Breezy Johnson satte den bedste tid i styrtløbet tirsdag, så det hele lå til højrebenet for den altoverskyggende verdensstjerne Mikaela Shiffrin for at gøre arbejdet færdigt i slalomdisciplinen.

Shiffrins 15.-bedste tid rakte dog ikke engang til medaljer i det samlede regnskab.

Guldet gik i stedet til østrigske Ariane Raedler og Katharina Huber, mens Kira Weidle-Winkelmann og multitalentet Emma Aicher fra Tyskland tog sølv. Amerikanske Jacqueline Wiles og Paula Moltzan fik bronze.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT