Norsk skiløber misser OL-styrtløb efter træningsuheld

4. FEB 2026 • 19:01SPORT

Fredrik Møller slog sin skulder under onsdagens træning og er ude af lørdagens OL-konkurrence i styrtløb.

Med få dage til den ventede OL-debut er nordmanden Fredrik Møller onsdag blevet ramt af sort uheld.

Under en træning styrtede den 25-årige skiløber og slog sin skulder af led. Staben omkring det norske landshold har derfor udelukket ham fra lørdagens styrtløb.

Det oplyser landsholdslæge Trond Floberghagen til NRK.

- Det er det værst tænkelige tidspunkt, og tiden frem mod styrtløbet er desværre lidt for knap. Sundhedsstaben har desværre konkluderet, at lørdagens styrtløb må droppes.

- Så må vi se, om det er realistisk at starte i super-G, men det må vi vurdere løbende, lyder det fra lægen.

Ifølge NTB nåede Møller at køre gennem to sektorer, før han væltede. Han nåede dog at stoppe sin fremdrift, før han nåede ud i sikkerhedsnettet.

Efterfølgende blev nordmanden kørt på hospitalet, hvor skaderne blev besigtiget.

- Behandlingen er gået fint, og sundhedsstaben vil nu påbegynde den videre genoptræning, siger Trond Floberghagen.

Fredrik Møller har været en del af World Cup-scenen i tre sæsoner. Han har to gange kørt sig på podiet og vandt i december 2024 i netop Bormio, hvor mændenes alpine konkurrencer afvikles.

Onsdag oplyste arrangørerne, at torsdagens styrtløbstræning i Cortina d'Ampezzo for kvinder er blevet aflyst. Det skyldes kraftigt snevejr, skriver nyhedsbureauet AFP.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT